Coronavirus

Efter udmelding om AstraZeneca: Hvor er de ansvarlige politikere?

Der er ikke omkostningsfrit at droppe vaccinen - også selvom smitten er under kontrol, skriver lederskribent

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Lars Pauli

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Lars Pauli

De sociale medier flyder i skrivende stund over med forslag om et frivilligt tilbud om at modtage vaccinen fra AstraZeneca, som ellers er blevet droppet i Danmarks vaccinationsprogram.

"Hvorfor lader vi dog ikke borgerne selv bestemme, om de ønsker vaccination med AstraZeneca? Risikoen er mindre end ved p-piller. (...) Livsværdier afhænger for nogen af vaccinationen", skriver Susanne Zimmer, folketingsmedlem fra Frie Grønne, på Twitter.

"Danskere er voksne, myndige borgere, der godt kan tage den slags beslutninger på et oplyst grundlag", skriver partileder fra Liberal Alliance, Alex Vanopslagh - også på Twitter.

Et af argumenterne for at droppe vaccinen fra AstraZeneca er risikoen for alvorlige komplikationer. Her nævner direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på pressemødet onsdag eftermiddag, at cirka 1 ud af 40.000, der har fået vaccinen fra AstraZeneca, kan forventes at få alvorlige komplikationer. Tallet er dog forbundet med statistisk usikkerhed. Det kan man mene er en høj eller lav risiko alt efter temperament.

Men et af de andre argumenter er dog mere vanskeligt at forstå. Sundhedsstyrelsen vil nemlig ikke udelukke, at vaccinen kan tages i brug senere.

- Jeg forstår godt, hvis andre lande, der er i en anden situation end os, vælger at fortsætte brugen. Hvis vi i Danmark stod i en helt anden situation med for eksempel en voldsom tredje bølge og et presset sundhedsvæsen, og hvor vi ikke var nået så langt i vores udrulning af vacciner, så ville jeg ikke tøve med at bruge vaccinen, også selvom der var sjældne, men alvorlige komplikationer ved brugen, lød det fra Søren Brostrøm på pressemødet.

Når vaccinen fra AstraZeneca droppes, betyder det også, at slutdatoen for vaccinationsprogrammet udskydes - igen. Og det kan potentielt betyde en længere nedlukning. Som utålmodig privatperson er det en svær information at kapere, men det må være endnu sværere at sluge for de virksomheder, der hver dag lider under nedlukningen. Der er ikke omkostningsfrit at droppe vaccinen - også selvom smitten er under kontrol.

På pressemødet understregede Søren Brostrøm, at det er myndighedernes beslutning af stoppe brugen af vaccinen fra AstraZeneca. Muligvis forsøger man at imødekomme kritikken om en for stram politisk styring, der har truffet beslutninger om tiltag og restriktioner uden nødvendigvis at have sundhedsfaglige anbefalinger bag sig. Men nu glimrer de politisk ansvarlige ved deres fravær.

For selvom det bliver understreget, at vi i Danmark for tiden har stor succes med at holde smitten stangen, er det jo en succes på en trist baggrund: Succes eller ej, nedlukningen koster dyrt, hver dag. For virksomhederne, for børn og unge, der ikke får den kvalitet i uddannelsessektoren, som de burde, og på det personlige plan, hvor isolation og manglende personlig frihed i bogstavelig forstand nedsætter vores livsglæde og i yderste konsekvens gør os syge.

Så hvor er de, der skal tage ansvar for, at nedlukningen potentielt kan forlænges - selvom der er styr på smittetrykket - men fordi vi ikke kan vaccinere i det omfang, vi havde håbet? Og hvornår får vi svar på, hvorfor man ikke kan tilbyde vaccinen til frivillige? Onsdagens melding skriger på svar fra politikerne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.