Turisme

Efterårsferien er slut: Sådan gik det de nordjyske attraktioner

Det smukke efterårsvejr og de manglende udenlandske turister har sat sit præg på de nordjyske attraktioner i uge 42

Flere attraktioner lokker gæster til i sommerferien med særlige aktiviteter og events. I Fårup Sommerland var der traditionen tro Høstfest. Foto: Lars Pauli

Flere attraktioner lokker gæster til i sommerferien med særlige aktiviteter og events. I Fårup Sommerland var der traditionen tro Høstfest. Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Sæsonen 2020 er næppe en, der går i glemmebogen lige foreløbig hos de nordjyske attraktioner. Et totalt nedlukket forår, halv pris flere steder i sommerferien og et efterår, hvor covid-19 igen for alvor viser sit ansigt i smittetallene.

Uge 42, af nogle kaldet efterårsferien, har derfor ikke været til at forudsige hos de attraktioner, der lever af at underholde os andre, når vi holder fri. NORDJYSKE har derfor kontaktet en række af de større attraktioner, for at få en status på efterårsferien i et år, der på alle leder og kanter er ud over det sædvanlige.

Vejret er den store joker i oktober

Oktober er på mange måder en pose blandede bolsjer, når det gælder vejret. Men i den seneste uge har vejret været ganske udmærket, og det kan mærkes hele vejen rundt hos de nordjyske attraktioner. Heriblandt hos Aalborg Zoo.

- Vi har været heldige med vejret. Vi ligger på det budget, vi havde forventet, fortæller direktør Henrik Johansen.

Budgettet, han henviser til, blev lavet i efteråret 2019 inden pandemien.

Hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er besøgstallet, til trods for det gode vejr, på niveau med et normalt år. Oceanariet har også lavet flere udendørs aktiviteter i år, fortæller marketingchefen, Sylvia Berglund. Men sammensætningen af gæster er dog helt anderledes end normalt.

- Vi kan mærke, vi mangler de udenlandske gæster. Men vi kan også godt mærke, vi har flere danskere, der holder ferie i området, konstaterer Sylvia Berglund.

Hos dem er efterårsferien spredt ud over hele oktober. For nordmændene og tyskerne holder ferie i uge 40 og 41, danskerne i 42, og svenskerne i 43 og 44.

- Hele oktober plejer at være rigtig god for os, men den er helt klart ramt.

Det gode efterårsvejr er en væsentlig faktor på antallet af gæster, fortæller flere af de nordjyske attraktioner. Foto.Lars Pauli

Det gode efterårsvejr er en væsentlig faktor på antallet af gæster, fortæller flere af de nordjyske attraktioner. Foto.Lars Pauli

Gæstesammensætningen er også helt anderledes hos Nordjyllands Historiske Museum. Men ser man på antallet af gæster, har danskerne gjort op for de manglende udenlandske gæster. Både Vikingecenter Fyrkat, Lindholm Høje Museet og Aalborg Historiske Museum havde flere gæster denne efterårsferie sammenlignet med sidste år.

- Det, at der er flere end sidste år, tillægger jeg det faktum, at danskerne ikke kan rejse ud i efterårsferien. At de stadig holder ferie herhjemme, fortæller kommunikationschef Helle Nørgaard.

Særligt Vikingecenter Fyrkat, med flere udendørs aktiviteter, har oplevet en stigning i besøgstallet. Men selvom danskerne i stor stil har besøgt de historiske museer både nu og i sommer, så giver de ikke helt den samme omsætning som turisterne.

- I sommer havde vi mange gæster i de seks uger, der var halv pris. Men det betød også, vi skulle have ekstra personale på. Og de gæster, der var, lagde ikke lige så mange penge i museumsbutikken, som de udenlandske gæster gør, forklarer kommunikationschefen.

Hos Kunsten kigger man også både på indholdet og vejret, når man analyserer på gæstetallene. Arkivfoto Lars Pauli

Hos Kunsten kigger man også både på indholdet og vejret, når man analyserer på gæstetallene. Arkivfoto Lars Pauli

Til gengæld har Kunsten i Aalborg oplevet, at det gode efterårsvejr ikke har lokket folk ind på kunstmuseet, der ligger omkring 30 procent efter sidste års efterårsferie.

- I sommer var vi 140 procent foran, men dengang var det også virkelig godt museumsvejr, fortæller direktør Lasse Andersson, og fortsætter:

- Vi kunne se, at folk tog på stranden, når det var godt vejr, og på museum, når det var knapt så godt vejr. Det er også det, der rammer os nu. Vejret har været rigtig godt i efterårsferien, og så søger folk ud i naturen.

Fårup Sommerland har armene i vejret

Og netop i naturen, i Fårup Sommerland, er efterårsferien gået rigtig godt, fortæller direktør Niels Jørgen Jensen.

- Vi får et gæsteantal, der kommer til at ligge på niveau med sidste år. Så det er vi superglade for.

Direktøren uddyber, at antallet af gæster skal ses i lyset af, parken har solgt færre sæsonkort i år. Netop sæsonkortholderne plejer at fylde rigtig godt i efterårsferien, forklarer han.

- Det betyder meget for holdet, stemningen og gejsten. Det er en god måde at hoppe ind i vinteren på, inden vi begynder at kigge frem mod 2021.

Efterårsferien når dog ikke at indhente det tabte fra i sommer. Parken ender på omkring 400.000 gæster i år. De sidste to år har det tal ligget på omkring 600.000.

Selvom Fårup Sommerland ender med lave besøgstal for hele året, er de glade for slutte af med en efterårsferie på normalt niveau. Foto. Nicklas Borup

Selvom Fårup Sommerland ender med lave besøgstal for hele året, er de glade for slutte af med en efterårsferie på normalt niveau. Foto. Nicklas Borup

En usikker fremtid

Til trods for den halvsløje sæson i forlystelsesparken har Fårup Sommerland alligevel valgt at investere i en ny forlystelse til næste sæson. Hvorvidt det dårlige resultat for 2020 får konsekvenser på længere sigt er stadig for tidligt at sige, ifølge direktøren.

Og det er svært at sige noget om, hvordan pandemien vil påvirke attraktionerne resten af året.

I Hirtshals vil Nordsøen Oceanarium efter højsæsonen i højere grad målrette deres markedsføring til nordjyder, og hos Aalborg Zoo trækker man det endelige budget for næste år i håbet om mere klarhed.

- Vi arbejder på budgettet, men vi er meget i tvivl om det. Vi trækker det endelige budget så meget vi kan, for vi er noget usikre på, hvordan coronaen udvikler sig de kommende måneder, forklarer Henrik Johansen.

Hos Kunsten har gode udstillinger og et nyt lounge-koncept været med til at give en god start i september og oktober ifølge direktøren.

- Så vi har det virkelig godt sammenlignet med andre kollegaer i kulturbranchen. Vi er naturligt efter 2019, men vi bevarer den positive indstilling og er glade for at have glade gæster i huset hver dag.

Og på Aalborg Historie Museum håber kommunikationschefen på gæster, der i den kommende tid er i julestemning.

- Lige om lidt går folk i julemode. Vi åbner en stor julebutik på vores museum i Algade, der plejer at være velbesøgt. Det sætter vi vores lid til, den bliver i år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.