Efterlyser lysegrå bil efter påkørsel af 18-årig mand

Manden blev kørt ned bagfra tæt på rundkørslen øst for Vrå. Bilen kørte i ukendt retning.

Arkivfoto

Arkivfoto

VRÅ:Nordjyllands Politi efterlyser føreren af en lysegrå bil, efter at en 18-årig mand natten til søndag blev påkørt i nærheden af Vrå.

Den 18-årige mand kom omkring klokken 03.30 gående i østlig retning på Vråvej lige før rundkørslen ved Ålborgvej. Her bliver han ramt bagfra af en bil, og billisten vælger at flygte fra stedet.

- Desværre når manden ikke at se meget af bilen, udover at den er lysegrå. Så vi kender kender desværre hverken mærke eller nummerpladen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund, der heller ikke ved, i hvilken retning bilen kørte efter rundkørslen ved Ålborgvej

Den 18-årige er ikke kommet alvorligt til skade fortæller politiets vagtchef.

- Den unge mand har slået ryggen og nakken og havde smerter, så der blev sendt en ambulance og han blev kørt på Hjørring Sygehus, fortæller han.

Politiet fik opkaldet fra alarmcentralen klokken 03.31, og efterlyser nu føreren af den lysegrå bil eller vidner, der har set påkørslen.

Mads Hessellund opfordrer føreren af bilen eller vidner til uheldet til at ringe til politiet på 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden