Leder

Efterskole kæmper heroisk for de unge

Det ville være nemt at sige, at det umuligt at sende 400 elever på skiferie. Men lærerne og forstanderen på Ranum Efterskole har valgt i stedet at tage ansvaret for de unges trivsel på sig

Chefredaktør Karen Keinicke.

Chefredaktør Karen Keinicke.

I dag er 400 efterskoleelever fra Ranum i Vesthimmerland på vej med busser til norske Kvitfjell. I den kommende uge venter der dem fysiske strabadser, naturoplevelser, grin og helt sikkert også drama og gråd. Sådan er det, når man som ung bliver kastet ud i noget nyt, hvor man tilmed også har ansvaret, ikke kun for sig selv, men også for sine efterskolekammerater, for fællesskabet. Netop dén type oplevelser kan sætte sig spor, ikke kun i et efterskoleår, men i de unges livsbane.

Som det er tilfældet med mange af de andre oplevelser i de normative ungdomsår - studenterfester, koncertoplevelser, udlandsrejser - er lejrskoleophold nemlig noget, der huskes resten af livet. Nogle af de allerdyrebareste og vildeste minder har de fleste af os nok fra netop teenageårene.

Coronapandemien har derfor ramt ekstra tungt, når det gælder unge. Nej, de har ikke været underlagt særlige restriktioner, men de oplevelser, de er blevet frataget, kan ikke indhentes, for man kan ikke sætte deres alder i stå.

Derfor er det anerkendelsesværdigt, at lærerne og forstander Olav Stom på Ranum Efterskole College trodser konformiteten og sender eleverne afsted på trods: I forskellige busser, fordi turen egentlig skulle igennem Sverige, men her kan man ikke få tidligere smittede elever med. Med eget test-team, så der er sikkerhed og professionalisme omkring selvtestningen. Med særlig aftale med en læge i Norge. Og man kunne blive ved, for arbejdet rundt om en tur med så mange unge i en tid, hvor rekordmange på verdensplan testes positive for coronavirus, er massivt. Og ikke mindst: modigt.

Udover hittepåsomhed og snilde kræver det nemlig mod at vælge den besværlige vej. Havde Ranum Efterskole aflyst turen, ville reaktionen have været "forståeligt med så mange elever". Ved at gennemføre er der en risiko for, at uheldet er ude og elever bliver smittede undervejs, og at skolen efterfølgende ender i en shitstorm. Derfor sætter skolen sig selv i en sårbar position ved at gennemføre.

Hvis det sker, kan man håbe, at folkedomstolen besinder sig. Og i stedet sender en velfortjent lovestorm med efterskolen og dens anstrengelser for at stå op for de unges ret til at samle uforglemmelige oplevelser. De lander i en noget slunken rygsæk efter knapt to år med restriktioner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.