Leder

En påmindelse til alle i en overophedet debat

Splittelsen handler ikke udelukkende om retorik og den hårde tone i debatten, men også om, at vi på tværs af generationer og partifarve ser vidt forskelligt på, hvad der er på spil, skriver NORDJYSKEs lederskribent

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Henrik Bo

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Henrik Bo

"We need to remember: We're at a war with a virus - not with each other".

Sådan lyder det fra USAs kommende præsident, Joe Biden, på Twitter sent onsdag aften dansk tid. Tweetet har i skrivende stund over en halv million likes.

Selvom corona-krisen stadig er relativt ny for os, kan udsagnet næsten allerede synes som en floskel eller en kliché. Alligevel rammer det plet og indrammer situationen godt i USA og kan påfaldende nemt perspektiveres til stemningen i Danmark for øjeblikket. En påmindelse til alle i en debat, der for tiden synes overophedet.

Herhjemme har vi også en leder, som mestrer især krise-retorikken. Onsdag eftermiddag var statsminister Mette Frederiksen (S) indkaldt til hasteforespørgsel om beslutningsprocessen bag den landsdækkende aflivning af mink. Her sagde hun blandt andet:

- Jeg appellerer til, at vi har en ordentlig politisk diskussion med hinanden. At der er plads til uenighed. At en regering anerkender og erkender, når der begås fejl. Men også at vi bliver på den opgave, der er blevet os givet. Opgaven er at få Danmark gennem krisen. Opgaven er lige nu at løse en aktuel situation omkring minkavlerne, men det er saftsuseme også vedholdende at blive ved med at redde så mange liv som overhovedet muligt.

Begge budskaber fra de politiske ledere er et svar på den ubehagelige debat, som vi alle er vidner til i øjeblikket. En debat som nok i bund og grund hviler på frygt og ængstelighed. Men debatten synes splittet. For hvad frygter man mest: Folkesundheden eller de økonomiske konsekvenser?

Berlingske kunne torsdag offentliggøre resultaterne af en undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for mediet. Undersøgelsen viser, at især alder og partifarve spiller ind på, om man frygter mest at blive smittet med corona eller de økonomiske konsekvenser.

De fleste af dem, der stemmer på rød blok, angiver, at de er mest for bekymrede for at blive smittet med coronavirus. Vælgerne hos blå blok svarer, at de er mest bekymrede for økonomien. Især de yngre aldersgrupper frygter mest for de økonomiske konsekvenser, mens de ældre frygter at blive smittet.

Så denne splittelse handler ikke udelukkende om retorik og den hårde tone i debatten, men også om, at vi på tværs af generationer og partifarve ser vidt forskelligt på, hvad der er på spil. Og man kan godt savne en forståelse for vores forskellige udgangspunkter i debatten.

Med nyheden torsdag aften om udsigten til en vaccine kan man kun håbe, at splittelsen i debatten om folkesundhed kontra samfundsøkonomi er på sit højeste i øjeblikket, og at vi nu på tværs af ideologi og generationer kan begynde at se fremad.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.