Er der et liv efter Alphabeat? Popsanger har svaret
KONCERT
Stine Bramsen
Er der et liv efter Alphabeat?
For to år siden gav poporkestret en helt forrygende koncert på Nibe Festival og en endnu mere forrygende afskedskoncert i Aalborg kort tid efter.
Og her står den meget markante forsangerinde gennem alle de aktive år siden 2004, Stine Bramsen, med nyt band og ret tungt bevæbnet med sange fra to soloudgivelser, "Fiftyseven" og senest "Blonde & Blank".
Hvordan skal det dog gå?
Aldeles fremragende, ikke mindst takket være et helt usædvanligt velspillende orkester med guitaristen Kajsa Vala og slagtøjsspilleren Emilie Espichicoque Vestergaard blandt de mest fremtrædende.
Også korsangeren Merethe Corydon fortjener at blive fremhævet - højst overraskende kaster hun, Emilie og Stine sig på et tidspunkt i et længere forløb med tæt, stram synkrondans, før Emilie igen kaster sig over sin del af trommerne.
Stine Bramsen er ikke Alphabeat. Og dog. Sikkert for at tilføre showet en anelse mere krudt og kugler haler hun to af de kendte gamle, "The Spell" og"Heat Wave", frem af gemmerne - og de har bestemt ikke mistet glødende danseglæde i hænderne på Stine Bramsens orkester.
Blandt højdepunkterne fra Stine Bramsens helt eget repertoire er titelmelodien "Blonde & Blank" om at finde sin plads som kvinde i musikbranchen og som kvinde i det hele taget, når man hele tiden skal høre på, at så er man for meget, og så er man for lidt, og så er man for sexet, og så er man for kedelig.
Bramsen har ikke bare tankevækkende tekster, men også en del yderst veldrejede melodier, nogle halvt ovre i en countryklingende stil, der står godt til hendes lyse, skarpe og meget udtryksfulde stemme. Og så er der her og der noget behageligt musicalagtigt over den måde, hun foredrager sine flotte sange på, ikke mindst sidste nummer, "Mother Earth".
Så ja, der er et liv efter Alphabeat. Også i den grad.
Stine Bramsen på Stor Scene på Nibe Festival lørdag eftermiddag.
Stine Bramsen tager på akustisk turné til bl.a. Alfa Vesthimmerlands Musikhus fredag 22. september og Europahallen i Aalborg fredag 29. september.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.