Cyklisme

Er du en moden herre? Se hvorfor du bør købe en "damecykel"

Nordjyske seniorer indtager andenplads i kedelig statistik

Det er vigtigt at holde sig i gang, når man bliver ældre, så cykling er godt. Mange ældre får problemer med balancen, og så er cykling sikrest på en model uden midterstang. Foto: Rådet for Sikker Trafik
Det er vigtigt at holde sig i gang, når man bliver ældre, så cykling er godt. Mange ældre får problemer med balancen, og så er cykling sikrest på en model uden midterstang. Foto: Rådet for Sikker Trafik

NORDJYLLAND: Efterhånden som vi bliver ældre, kniber det mere med balancen. Ikke bare med begge ben på jorden, men også når vi bevæger os rundt på to hjul.

Tal fra Danmarks Statistik taler sit tydelige sprog. Hvert år er danske seniorer involveret i adskillige alvorlige uheld på cykel, som enten kvæster dem - eller endnu værre koster den livet. Og ældre nordjyder indtager andenpladsen i dén kedelige statistik.

Alene i Nordjylland har politiet i perioden 2014-2018 registreret 86 tilskadekomne eller dræbte cyklister over 65 år. Men tallet er i virkeligheden meget større, da det kun er omkring 5-10 procent af cyklistulykker med tilskadekomne, som kommer til politiets kendskab.

- Vi ser desværre for mange uheld og skader med cyklister over 65 år, der mister balancen, når de for eksempel skal af og på cyklen, køre uden om noget eller rammer kantstenen, siger Tina Valter Olsen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

De mange uheld har Rådet for Sikker Trafik tænkt sig at gøre noget ved. Sammen med TrygFonden lancerer de nu kampagnen "Sikker på cykel - hele livet", som kan på TV2 og sociale medier den kommende tid. Kampagnen opfordrer seniorerne til at blive ved med at cykle så længe som muligt, men også til at flere dropper den klassiske cykel med en midterstang.

I stedet kan mange med fordel skifte den ud med en cykel med lav indstigning. Det vil gøre cykelturen mere sikker og tryg.

- Mange af de uheld og skader kan undgås, hvis seniorcyklisterne vælger en cykel med lav indstigning, Tina Valter Olsen.

Usikre cyklister

I en undersøgelse, som analysevirksomheden Epinion har gennemført i efteråret 2019 for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden blandt 1013 cyklister mellem 65 og 80 år, svarer ni procent, at de er væltet på deres cykel inden for det seneste år.

Heraf kom næsten hver anden - 46 pct. - til skade.

Den største enkeltforklaring er, at de mistede balancen, da de for eksempel skulle af og på deres cykel.

I Nordjyllands politikreds bor der flere end 100.000 borgere over 65 år. De vil i de kommende uger blive opfordret til at skifte deres cykel ud, hvis de har problemer med balancen, når de skal af og på deres cykel.

I dag kører otte ud af ti mænd over 60 år på en klassisk herrecykel med en midterstang, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Fire ud af ti seniorer ikke klar over, at der også findes cykler til mænd uden en midterstang.

- Et fald på cyklen kan have store konsekvenser. En brækket hånd, arm eller hofte kan tage lang tid at genoptræne, og det kan betyde store begrænsninger for den enkelte. Så det er vigtigt, at flere seniorer bliver klar over, at en cykel med lav indstigning kan gøre deres cykelture mere sikker og tryg og forebygge fald, siger René Højer, områdechef i TrygFonden, i pressemeddelelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden