EU må hjælpe med at rydde op i minksag

Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti.

Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti.

Hvis ikke Folketinget kan få ryddet op i Minksagen, må EU hjælpe!

Spændt var jeg, da EU-Kommissionens årlige "Retsstatsrapport" blev offentligtgjort. Sådan en har vi ikke haft i så mange år og det er ét af resultaterne af det nødvendige pres, som mit partis gruppe i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti, EPP, har lagt på at få instrumenter i værktøjskassen til at passe godt på demokratiet og retsstaten i hele unionen. I alle lande. Også dem, der langt fra ligner Orbans Ungarn og PIS’s Polen. Også Danmark. For et par år siden fik vi den såkaldte "Retsstatsmekanisme", så EU-kassen kan lukkes i, hvis et medlemsland misbruger EU-pengene og/eller ikke opfører sig om en retsstat i repekt for de kriterier, der er beskrevet i det såkaldte "Københavnerkriterier" og EU-traktaten. Demokrati er jo ikke bare noget vi taler om. Det er noget vi gør og som vi også kan gøre forkert, hvis ikke vi er opmærksomme.


SÅ JEG havde forventet, at EU Kommissionen forholdt sig kritisk til Minksagen og især til indholdet af den rapport, som den såkaldte "Minkkommission" for nylig har afleveret. Der er jo masser at tage fat på. Det gør den bare ikke. Selvom Minksagen handler jo om brud på Danmarks Grundlov og sågar er begået med direkte involvering af statsministeren og ministre, ligesom 10 top-embedsmænd vurderes at kunne drages til ansvar.

MANGE forfatningsretslige eksperter har efter at have læst Mink-rapporten udtalt meget alvorlig bekymring for den danske retsstat og beklaget det forhold, at et magt- og ministerbilslystent folketingsflertal har lukket ned for en nærmere undersøgelse af hvordan ansvaret bør fordeles, opgøres og retsligt afregnes, samt ikke mindst hvordan Folketingets processer og regeringens procedurer revideres, så lignende aldrig mere kan foregå.

DERFOR sendte jeg lige inden min sommerferie begyndte syv spørgsmål til EU Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Det er rigtig mange mennesker blevet glad for og tak for det. 

Men der er også dem, der synes, det er forkert gjort af mig og at EU skal blande sig uden om, fordi "Folketinget har talt!".

JØSSES, siger jeg. Og ryster på hovedet. Af de partiloyale socialdemokrater, som i blind begejstring for at have regeringsmagten - koste hvad det vil - indordner sig Mette Frederiksens styreform og har slukket for al kritisk sans og sund fornuft. 

Det er aldrig sundt for noget parti.

MEN JEG ryster også på hovedet af dem, der er blevet sure på mig, fordi de ikke mener, at EU har noget at gøre i relation til Minksagen. Overhovedet. Se, dét giver (heller) ingen mening. 

Danmark er jo for pokker medlem af EU og er derfor forpligtet til at overholde de aftaler, vi selv har skrevet under på og som vi - med rette - peger med på andre lande med, når de ikke gør det. Danmark har altid været duksen og må altså ikke udvikle sig til en bananstat. Også selvom det er pinligt at forholde sig til evt. kritik fra EU.

LAD MIG understrege, at jeg naturligvis er med på, at regeringen med sine røde støttepartier sådan set ikke overtræder nogle parlamentariske spilleregler, når de ikke vil igangsætte en advokatundersøgelse, som mange eksperter ellers har foreslået. 

Men det skal også understreges, at politik handler om moral og hvordan man med den viser, at ens etiske kompas er sundt for folkestyret, respekten for demokratiet og basal retsfølelse.

BARE FORDI man kan noget, betyder det jo ikke, at dette derfor er altid er rigtigste. Man må gerne tænke sig om og vurdere egne motiver. 

Som folkevalgte politikere skal man faktisk tænke sig om og tøjle egoismen, konfliktskyheden, grådigheden, snæversynet eller hvad der måtte ligge bag vores beslutninger.

SÅ NÅR regeringen og støttepartierne forsøger at kvæle minksagen, før alle sten er vendt, så gør jeg altså, hvad jeg mener, jeg kan - og bør - som borgerlig europaparlamentariker.

SOM SAGT ventede jeg, at EU’s RuleOfLaw-årsrapport for 2022 ville forholde sig konkret og kritisk til Minksagen. Men det gør den kun bibliografisk, mens den bruger spalteplads på at anmærke, at danske ministre lidt for hurtigt bliver lobbyister og at offentlighedsloven bør reformeres. Bevares, men hvor er proportionerne?

MINE SYV spørgsmål fokuserer på to områder. For det første - og med henvisning til Artikel 2 i traktaten og Københavnerkriterierne: Hvorfor nævner årsrapporten overhovedet Minksagen, når den ikke forholder sig til den? Skal vi vente til næste år eller forgæves? Hvad kan især Danmark lære og evt. ændre, så brud på Grundloven undgås i fremtidige krisehåndteringer. Hvad kan andre lande lære af Danmark?

FOR DET andet - og med henvisning til Artikel 16 og 17 i EU Charter for Grundlæggende Rettigheder, der handler om frihed til at oprette og drive egen virksomhed, samt selve ejendomsretten - så spørger jeg: Hvordan vurderer Kommissionen virksomheders retsstilling i dele af EUs indre marked, hvor virksomheder pludselig lukkes pga. ulovlig praksis sat i gang - og tilskyndet - af regeringen i pågældende land? Danmark har i forvejen et elendigt iværksættermiljø og det er i ingens interesse, at lysten til at drive virksomhed i Danmark yderligere forringes, fordi der ikke bliver ryddet ordentligt op efter Minksagen.

NORMALT går der seks-syv uger, før Kommissionen besvarer spørgsmål fra MEP’er. 

Men Vestager svarede meget hurtigt tilbage, dengang jeg spurgte hende, om det virkelig kunne passe, at det var EU’s skyld, at hjælpepakkerne til coronaramte danske virksomheder var så lang tid undervejs. Det påstod Regeringen nemlig. 

Det viste sig at være forkert. 

Jeg håber, at EU også denne gang kommer hurtigt retur med svar, der kan bringe demokratiet i Danmark på ret køl igen.


Pernille Weissskriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. E-mail: pernille.weiss@europarl.europa.eu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.