Jagt

Flagermus, mårhund, kat og 17 andre dyr indleveret til corona-projekt

Miljøstyrelsen har bedt om hjælp til at indsamle døde rovdyr i Vendsyssel. Den første uge modtog de 20.

En enkelt mårhund er blevet indleveret til Miljøstyrelses indsamling af rovdyr i Vendsyssel. Arkivfoto: Torben Hansen
En enkelt mårhund er blevet indleveret til Miljøstyrelses indsamling af rovdyr i Vendsyssel. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret 17. maj 2022 kl. 09:02

NORDJYLLAND: 1. oktober var det ikke kun jagten på kronhjorte, harer, fasaner, edderfugle og andet vildt, der gik ind. Jagten på at finde ud af, hvorfor nordjyske mink bliver smittet, og om andre vilde dyr i naturen også er smittet, gik også ind.

Som en del af den sidste jagt blev jægere - og andre - opfordret til at indsamle og aflevere døde rovdyr fra Frederikshavn, Hjørring og Læsø kommuner til Miljøstyrelsen.

Og den første uge har Miljøstyrelsen modtaget 20 døde dyr fra Nordjylland. Det fortæller Mariann Chriél, der er specialkonsulent i Miljøstyrelsen.

- Det har været en fin start. Det var meget kort varsel, som jægerne fik og nogle har været lidt usikker på, om de måtte røre dyrene også videre. Så vi er meget tilfredse med, at vi har fået så mange dyr ind, siger hun.

Døde dyr i Nordjylland

Den første uger har jægere - og andre - i Frederikshavn, Hjørring og Læsø kommuner, afleveret 20 døde dyr til Miljøstyrelsen.

Det er:

14 ræve

To ilder/mår/mink (det kan først konstateres, når dyrene er blevet optøet)

Grævling

Mårhund

Flagermus

Kat

Kilde: Miljøstyrelsen

De fleste dyr er skudt af jægere, men andre dyr - blandt andet en kat og en flagermus - er fundet døde.

Vatpind og blodprøve

Alle de døde dyr ligger nu hos Miljøstyrelsen i Lyngby, hvor der mandag bliver udtaget en virusprøve og en blodprøve for at konstatere, om dyrene har corona-smitte, eller om de har haft det.

- Prøverne foregår ligesom hos mennesker - med en vatpind i svælget. Herudover tages der en blodprøve til en antistoftest. Og endelig tages der en smule lungevæv, der gemmes som en reserve. Det hele sendes til Statens Serum Institut, forklarer Mariann Chriél, der håber, at de første svar vil være klar i løbet af en uges tid.

- Vi gør det for at se, om nogle arter er modtagelig for coronasmitte. Viser det sig at være tilfældet, så skal vi se på udbredelsen, og hvad der eventuelt skal gøres noget. Hvis det viser sig, at en ræv er smittet ud af eksempelvis 150, så er der nok ikke behov for at gøre noget, siger hun.

Handsker eller ”hundelortemetoden”

De første uge har der været lidt tvivl, om Falck kommer ud og henter de dyr, der er blevet skudt eller fundet døde i naturen.

- Det gør de altså ikke, fortæller Mariann Chriél.

- Vi beder jægere og andre om at aflevere dem hos Falck eller et af de øvrige opsamlingssteder. Og det kan gøres helt sikkert, hvis man bruger handsker - som vi generelt opfordrer til - eller hvis man pakker dem ind i plastik med ”hundelortemetoden”, siger hun.

- Vi har haft nogle, der har ringet - også midt om natten - for at få hentet dyr, men borgerne skal altså selv aflevere dem.

Håber på et par hundrede døde dyr

Jægere og andre er blevet opfordret til at aflevere døde rovdyr fra de tre nordjyske kommuner frem til 31. december 2020, og Miljøstyrelsen håber, at man til den tid er kommet op på minimum et par hundrede indleverede dyr.

- Det vil give det bedste resultat, men det tror jeg også på, vi når, hvis jægere og andre hjælper så meget til som i den første uge, siger Mariann Chriél.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden