Coronavirus

Flere coronarestriktioner fjernes fra og med søndag

Folketingets Epidemiudvalg godkender regeringens indstillinger til restriktioner.

Du skal lige blive siddende - men fra søndag kan du atter komme til koncert. Arkivfoto: Torben Hansen

Du skal lige blive siddende - men fra søndag kan du atter komme til koncert. Arkivfoto: Torben Hansen

DANMARK:Folketingets Epidemiudvalg har godkendt alle regeringens indstillinger til coronarestriktioner. Det oplyser udvalgets formand Kirsten Normann Andersen (SF).

Det betyder, at en række restriktioner for kulturlivet løftes fra og med søndag.

Derfor får blandt andet biografer, teatre og højskoler mulighed for at genåbne med et loft på antal af publikum.

Samtidig er det besluttet, at deltagerloftet bliver på 500 siddende publikummer ved indendørs aktiviteter, og ikke 350 som Epidemikommissionen havde anbefalet.

- Der er stadigvæk mange, der gerne havde set, at vi gik endnu videre. Det vil vi også gerne. Men der er også grænser, når vi skal se på helheden, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på et coronapressemøde onsdag aften.

Omvendt fortsætter en række restriktioner i nattelivet.

Epidemikommissionen har indstillet, at de restriktioner som fortsætter, foreløbigt skal gælde januar ud.

Det betyder, at blandt andet diskoteker og natklubber fortsat er lukkede.

Der må ikke være flertal imod en beslutning i Epidemiudvalget. Alle partierne i Folketinget har medlemmer i udvalget.

Epidemiudvalget har onsdag aften også givet grønt lys til, at coronapasset efter to stik skal gælde i fem måneder for personer over 18 år.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vurderer Epidemikommissionen, at der formentligt stadig er behov for restriktioner efter 31. januar også.

Kommissionen peger på, at koncerter og natteliv formentligt vil have brug for restriktioner.

Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, siger på pressemøde, at det står klart, at Omikronvarianten, som er dominerende i Danmark, giver et mindre alvorligt sygdomsforløb, end Deltavarianten.

- Hvis man er coronasyg med omikron og kommer på sygehuset, er der stor sandsynlighed for, at man er mindre syg end med delta, siger han.

Restriktioner og coronapas

Disse områder genåbner med krav om coronapas og mundbind fra og med søndag 16. januar (sidstnævnte gælder kun indendørs):

- Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet.

- Udendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned.

- Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og tivolier.

- Museer, kunsthaller og aktivitetscentre.

- For folkekirken og andre trossamfund forsvinder arealkravet, så der ikke længere er loft over antal deltagere ved gudstjenester.

* Disse områder genåbner med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning:

- Biografer (loftet gælder per biografsal).

- Spillesteder og teatre.

- Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer.

- Indendørs idrætsarrangementer med betalende tilskuere.

Epidemikommissionen har anbefalet et loft på 350 personer, men regeringen ønskede 500 personer. Den indstilling var der ikke flertal imod i Folketingets Epidemiudvalg, og derfor bliver den i første omgang ført ud i livet.

Men sideløbende med det vil et flertal bestående af oppositionen og De Radikale lave en beretning, som medlemmerne i Epidemiudvalget senest i morgen, torsdag, skal tage stilling til.

De ønsker en såkaldt superliga-model for kultur- og sportsarrangementer.

* Her forlænges restriktionerne til foreløbigt 31. januar:

- Natteliv, herunder diskoteker og barer.

- Spillehaller og kasinoer.

- Legeland og badeland.

- Forsamlingshuse.

- Serveringssteder skal fortsat stoppe udskænkning af alkohol fra klokken 22.00 og holde lukket fra klokken 23.00 til klokken 05.00.

Der er desuden et generelt forbud om salg af alkohol fra klokken 23.00 til klokken 05.00.

- Krav om mundbind/visir i kollektiv transport samt krav om pladsbillet i Intercity- og Intercity-lyntog forlænges.

* Desuden indskrænkes coronapassets gyldighed fra syv til fem måneder efter andet stik.

Kilder: Sundhedsmyndighederne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.