Ældre bilist foretog U-vending på motorvej: Bilen er beslagslagt
Der skete heldigvis ingen uheld i forbindelse med den farlige kørsel
Opdateret kl. 22:30
En 73-årig mand er sigtet for at have forvoldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed, da han søndag eftermiddag kørte mod kørselsretningen på Nordjyske Motorvej ved Svenstrup.
Det oplyser vagtchef ved Nordjylland Politi Christian Tilsted.
- Han kommer kørende på motorvejen, hvor han laver en U-vending og fortsætter sydpå i det nordkørende spor.
- Vi skal til at klarlægge, hvad der er sket, men vi tænker, at han missede afkørslen mod Svenstrup, så han vendte om og kørte mod kørselsretningen med lav hastighed, siger Christian Tilsted.
I den forbindelse søger Nordjyllands Politi vidner, der søndag eftermiddag har set spøgelsesbilisten på E45 Nordjyske Motorvej ved Svenstrup omkring klokken 15.25.
Spøgelsesbilisten kørte i en grå Toyota Aygo, som bevægede sig sydpå i det nordgående spor.
Nordjyllands Politi skriver på X, at flere måtte undgå bilen, men at der heldigvis ikke skete noget uheld.
Politiet har oplysninger om, at mindst ét vidne har set noget.
Det drejer sig om føreren af en mørkeblå Skoda Enyaq, som måtte undvige bilisten, der kørte i den forkerte vejbane.
- Ham eller hende vil vi især gerne tale med, siger Christian Tilsted. Har du set eller ved noget, skal du kontakte politiet på telefon 114.
Udover sigtelsen for vanvidsbilisme har den ældre mand også fået beslaglagt sin Toyota Aygo, oplyser Christian Tilsted.
Det er ikke politiets indtryk, at han har kørt voldsomt mange kilometer mod kørselsretningen.
- Men han har trods alt kørt den forkerte vej. Det går under det, der hedder vanvidskørsel, fordi han forvoldt fare for andres liv og førlighed, siger vagtchefen.
Da politiets patrulje ankom til stedet, foretog manden en u-vending igen.
- Vi antager, at han har indset, at han kørte imod kørselsretningen, siger Christian Tilsted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.