Planlagt kredsløb om Jorden aflyst i sidste øjeblik

Tesla-milliardæren Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX håbede at skrive historie, når den for første gang i ni år skulle have sendt astronauter fra amerikansk jord i kredsløb om Jorden. Men få minutter før blev turen aflyst på grund af vejret

Foto: REUTERS/Joe Skipper

Foto: REUTERS/Joe Skipper

FLORIDA:Bedriften skulle have været en milepæl i milliardærens drøm om at kommercialisere rumfart.

Selv USA's præsident, Donald Trump, var blandt tilskuerne på Kennedy Space Center i den amerikanske delstat Florida, hvor raketten skulle skydes i vejret midt i coronakrisen.

Men kort før den planlagte afsendelse 16.33 onsdag lokal tid, hvilket er 22.33 dansk tid, blev afsendelsen af raketten "SpaceX Falcon 9" aflyst, da vejret ikke artede sig hensigtsmæssigt. Ifølge kommentatorerne, som kunne følges live på nordjyske.dk, handlede det ikke kun om, at raketten skulle komme godt afsted. Det handlede også om, at ville de to astronauter blive nødt til at nødlande, skulle vejret være til at have med at gøre, ifald der skulle laves en redningsaktion.

Man håber at gøre forsøget igen allerede på lørdag 30. maj.

"Taxaservice"

På raketten sidder rumkapslen "Crew Dragon", der er en demonstration af den nye "taxaservice", som den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, har aftalt at købe af Elon Musk.

De to astronauter, der skal sendes ud til Den Internationale Rumstation (ISS), er de amerikanske veteraner Robert Behnken på 49 år og Douglas Hurley på 53 år. De færdiggjorde de sidste test lørdag før missionen.

Parret har siddet i karantæne siden 13. maj for ikke at risikere at bringe coronavirusset med op på rumstationen.

Nasas kommercielle rumprogram begyndte under den forhenværende præsident i USA Barack Obama.

Rumprogrammet har som mål at udvikle et privatejet rumfartøj, der kan bringe amerikanske astronauter i kredsløb ude i rummet.

Grafik: Ritzau

Grafik: Ritzau

Symbol for strategi

Den nuværende præsident, Donald Trump, ser rumprogrammet som et symbol for sin strategi om at retablere den amerikanske dominans i rummet.

Han har blandt andet beordret Nasa til at sende astronauter til Månen inden 2024.

Nasa har siden 2011 uddelt over tre milliarder dollar, svarende til over 20 milliarder kroner, til SpaceX for at bygge rumfartøj.

Lykkes missionen på lørdag, behøver USA ikke længere benytte sig af russiske raketter for at sende astronauter til ISS.

Over de næste år skal der sendes seks missioner ud til rumstationen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.