Biler

Først konfiskeret - så solgt. Nu kan den blive din

Meget omtalt Lamborghini med kostbart prisskilt

Denne bil er atter til salg - med et kostbart prisskilt. 
Denne bil er atter til salg - med et kostbart prisskilt.  Foto: Torben Hansen

Den blev omtrent verdenskendt, da den en oktoberaften i 2021 blev målt til 228 km/t på E39 mellem Hjørring og Hirtshals.

Bag rattet sad nordmanden Shaka Ameen, der netop havde hentet den milliondyre Lamborghini Huracán Spyder i Tyskland.

Fartforbrydelsen blev takseret som vanvidskørsel af det danske politi, som beslaglagde luksusbilen - til ejerens store fortrydelse.

To gange forsøgte han at få det danske retssystem til give ham bilen tilbage - men begge gange uden held.

Efter mere end to års tovtrækkeriet kom den hundedyre - og ekstremt hurtige - bil derfor under hammeren i starten af marts i år, hvor den blev solgt for 1,9 millioner kroner på BCA Auto Auktion i Vejle.

Køberen var 27-årige Frederik Bondo Jespersen, der ejer bilfirmaet Bilboel A/S i Ørbæk på Fyn. Til Nordjyske sagde han, at planen med bilen var et videresalg, og nu er bilen atter ude på markedet - denne gang med et prisskilt på 3,5 millioner kroner.

Det skriver det norske medie VG.

Hvis det lykkes for Frederik Bondo Jespersen at finde en køber til den pris, vil det være en ganske god fortjeneste i omegnen af 1,5 millioner kroner efter en god måneds tid som ejer.

I Norge er Shaka Ameen endnu ikke kommet sig over det kostbare sammenstød med de danske fartgrænser.

- Jeg fik en klump i halsen, da jeg så, at bilen er sat til salg, siger han til VG. 

Han gav selv 2,1 millioner kroner for den italienske superbil, der bygges i Italien for de tyske ejere fra VW-koncernen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden