Forældre flygter: Vil ikke have deres børn på skole med alt for mange socialt udsatte

Kort efter, at politikerne udmeldte skolesammenlægning, er de første elever på vej væk

Forældre og ansatte vil gerne bevare Byplanvejens Skole.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Forældre og ansatte vil gerne bevare Byplanvejens Skole.  Foto: Lars Pauli

AALBORG:Politikerne risikerer at skabe endnu en skole, som kun få børn kommer til at gå på, og det vil blive en skole, hvor de fleste af børnene kommer fra ressourcesvage familier. 

Sådan lyder advarslen i et åbent brev til medlemmerne af Børne- og undervisningsudvalget i Aalborg Kommune. 

En enig skolebestyrelse  - både forældre og medarbejdere - fra Byplanvejens Skole i Aalborg SØ mener nemlig, at det vil være en rigtig dårlig ide at nedlægge Byplanskolen og i stedet flytte børnene over på den nærliggende Seminarieskole. For så vil den nye storskole nemlig få en skæv elevsammensætning. 37,1 procent af eleverne vil være to-sprogede. 

- Ifølge kommunens udspil vil den socioøkonomiske fordeling på den eventuelle nye skole blive 40/60. Alle eksperter på området siger enstemmigt, at andelen af elever, som scorer lavt på de socioøkonomiske faktorer, ikke må overstige 30% på en skole, hvis der skal skabes et stabilt og godt undervisningsmiljø. Den nye skole i Aalborg SØ kommer altså til at have 1/3 del flere elever fra ikke ressourcestærke familier, end eksperterne anbefaler. Dette er selvfølgelig forudsat, at alle elever fra Byplanvejens skole fortsætter på den nye skole, lyder det i brevet, der også er sendt til samtlige medlemmer af Børne- og undervisningsudvalget.

Men fordelingen risikerer at blive endnu mere skæv. 

For i det kommunale udspil, Notat om bæredygtige skoletilbud i det østlige Aalborg,  baseres regnestykket på, at alle nuværende elever på Byplanvejens Skole flytter med. 

- Jeg fornemmer, at en stor andel de ressourcestærke vil flytte væk fra skolen. Vi forældre fik først besked om planerne mandag aften, men allerede nu er der forældre, der har valgt at vælge en anden skole til de børn, der skal starte efter sommer. Vi ved også, at der er forældre, der i denne uge har været til opstartsmøder på andre skoler.  Så jeg frygter, at fordelingen vil blive helt skæv, siger Nina Stilling, der er medlem af skolebestyrelsen. 

Onsdag holdt de møde - stemningen var præget af chok og uro - hvor de blev enige om, at de samlet ville rette henvendelse til politikerne. 

- Vi har en rigtig god skole, og den kommer vi til at kæmpe for til det sidste. Vi håber, at de vil lytte til vores bekymringer, og se på vores forslag, siger Nina Stilling. 

  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.