Forstemmende chikane mod folketingskandidater

Det handler endnu engang om omgangsform på nettet.

Den aktuelle anledning er en ny bog, ”Klimavalget”, som udkom i går.

Her lyder en af de mest forstemmende konklusioner, at politikere i stadig højere grad bliver udsat for chikane, ikke bare via de såkaldte sociale netværk, men også i den fysiske virkelighed.

Bag bogen ligger en undersøgelse, og 70 procent af de kandidater, der har stillet op til folketingsvalget for to år siden, og som har svaret, fortæller, at de har oplevet chikane på nettet. 60 procent har oplevet verbal chikane - mens 10 procent har oplevet fysisk chikane.

Særligt udsat for chikane er kvinder over alt på den politiske skala, kandidater til højre for midten samt mindre og nyere partier.

Ifølge de tre forskere bag undersøgelsen og bogen er der tale om et ”overraskende højt niveau”, og deres konklusion lyder:

”Udpræget og grov chikane kan afskrække kandidater fra at stille op, og det kan lede til en forråelse og afsporing af den nødvendige og afgørende politiske debat, der foregår i en valgkamp”.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

I dagbladet Information har Mette Thiesen fra Nye Borgerlige fortalt om et banner, der blev overmalet, og plakater, som er blevet revet ned og i stykket, ligesom hun har været udsat for, hvad hun omtaler som ”utroligt grimme kommentarer på Facebook og halvtruende adfærd til debatter og vælgermøder”.

Når argumenter slipper op - hvis de da ellers nogensinde har været til stede - har afmagten og dermed raseriet det med at få overtaget. Men det må selvsagt aldrig få karakter af chikane mod nogen som helst.

I deres frådende raseri kan nogle af deltagerne i en debat muligvis forledes til at tro, at de handler i demokratiets tjeneste (”for har vi måske ikke ytringsfrihed?”), men i virkeligheden har den skræmmende lette tilgang til chikane et kraftigt præg af noget aldeles udemokratisk over sig. Et demokrati, hvor partier kun er i stand til at aktivere de allermest hårdføre kandidater, er ikke noget reelt demokrati forstået som et bredt anlagt folkestyre.

Blandt andre Mette Thiesen er åbenbart i stand til at børste chikanen af sig, for ”der er ingen, der skal true mig til tavshed og til ikke at stå op for det, jeg tror på”. Men så robust er næppe alle kandidater, og udsigten til grov chikane risikerer i sig selv at skabe en alvorlig skævhed i udvalget af politiske kandidater.