Kultur

Fortryllende tvivl - og noget at tænke videre over

Rune Klan er ikke bange for at give eksempler på sin egen tvivl i nyt show, "Tvivl", der blander en mellemting mellem foredrag og stand-up med - som altid - yderst fingerferme trylletricks.
Rune Klan er ikke bange for at give eksempler på sin egen tvivl i nyt show, "Tvivl", der blander en mellemting mellem foredrag og stand-up med - som altid - yderst fingerferme trylletricks. Foto: Claus Søndberg

Opdateret 24. februar 2023 kl. 21:08

STAND-UP

Rune Klan

Hellere tvivle - og erkende over for andre, at man er kommet i tvivl - end være skråsikker.

Umiddelbart er det måske ikke ligefrem det mest spændstige og sprudlende emne for en mellemting mellem foredrag og stand-up.

Men Rune Klan får faktisk et ganske fint væld af pudsige pointer ud af at udstille sin egen tvivl om, hvad han egentlig mener og tror (på). For er det uden videre positivt at have en mening om alting? Og mene det samme som for 10 år siden? Og om 10 år?

I løbet af halvanden time når han faktisk ganske godt rundt - også ud fra en erkendelse af, at det dårlige og negative fylder for meget. Og at det ikke nytter noget at hidse sig op over eksempelvis irriterende kunder i 7-Eleven eller mors dumme dameugeblade.

Undervejs får han såmænd også sået lidt tvivl om  (eller sat flere nuancer på) sit eget køn, "for jeg er lige akkurat en ciskønnet mand og helt klart kvinden i parforholdet med min kone".

Rune Klans nyeste show, "Tvivl" i Intimsalen i Musikkens Hus Aalborg 23 Februar 2023 Foto: Claus Søndberg

Da han - tilsyneladende som noget af en overrraskelse - bliver stillet over fænomenet "International Bøf & Blowjob-dag", gør han sig i stedet til talsmand for tofu og tantra. Eller måske nudler og nus.

Og i stedet for at ryge hash (som en ægte "cannabis-connaisseur eller fniseurt-feinschmecker") er han gået over til meditation. 20 gange om dagen...

Og han kender også midlet til at finde ud af styrken i parforhold - for man skal virkelig elske hinanden, hvis man til sin partner kan slippe af sted med at skrive en sms, "Elsker dig", fulgt af en besked, "Hov, den var ikke til dig". Den skærper også partnerens opmærksom på, at der potentielt kunne være en anden, "og hun er så sød de næste 14 dage"...

Rune Klan ville ikke Rune Klan uden mildt sagt dybt forbavsende trylletricks med reb og bolde i bægre - og ting, der i det hele taget kommer og forsvinder uden at man som tilskuer kan forklare noget som helst. Samtidig med at Klan snakker løs og forsøger at skabe en vis sammenhæng mellem ordene og budskaber - og så de højst forunderlige tryllerier.

"Tvivl" er lige anelse længe om at komme ordentligt op i omdrejninger, og her og det kniber det også med at få de nøje forberedte pointer til helt at passe sammen. I perioder kan showet godt have noget lidt famlende over sig.

Men når det så kører for Klan, så kører det virkeligt, især i de anekdoteagtige forløb om eksempelvis som dybt ikke-troende og ikke-døbt at gå i kirke søndag efter søndag på foranledning af sin meget lille søn. 

Her og der - i sine ret fine opregninger af tvivl og skepsis og om det dårlige og det negative, der fylder for meget - giver Rune Klan én noget at tænke videre over. Samtidig med, at man - stadig - prøver at gennemtænke og gennemskue bare nogle af hans yderst fingerfærdige trylletricks.

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Rune Klan med showet "Tvivl" i Intimsalen i Musikkens Hus i Aalborg torsdag aften.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden