Frederiks skræk: Er jeg familiens store hemmelighed?

23-årig nordjyde har ledt efter sin biologiske mor i tre år. Nu er jagten slut

23-årige Frederik Thingbak fra Sæby har altid vidst, at han kom til verden i Colombia, men han havde brug for at finde ud af meget mere. Foto: Claus Søndberg

23-årige Frederik Thingbak fra Sæby har altid vidst, at han kom til verden i Colombia, men han havde brug for at finde ud af meget mere. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Sigøjner! Terrorist! Hvordan er det at vide, at éns rigtige mor ikke vil have én?

- I dén alder, ved man sgu godt, hvilke knapper man skal trykke på, og mine sidste tre år i folkeskolen var et rent helvede. Jeg tog det meget personligt. Når man hører det nok gange, kommer man helt i tvivl om, hvem og hvad man er, fortæller 23-årige Frederik Thingbak, der voksede op i Sæby.

Hvorfor er jeg anderledes?

Han spekulerede mere og mere over, hvorfor han skulle se anderledes ud end de fleste andre i hans alder. Hvorfor var de andre drenge højere end ham?

Frederik har altid vidst, at han var adopteret fra Colombia. Han har en lillesøster på 19 år fra samme adoptionscenter, og så længe Frederik kan huske, har det været helt naturligt at tale om.

- Lige så naturligt som at snakke om, hvad vi skal have at spise. Selv når vi har trukket offerkortet og klaget over, hvor svært det er at være i Danmark, har mine forældre været verdensmestre i det her, mener Frederik.

Men behovet for at kende sine rødder, blev mere og mere påtrængende.

Frederik indgik en aftale med sig selv

I gymnasiet blev det svært for ham at koncentrere sig om skolearbejdet, men så lavede han en aftale med sig selv: Hvis han tog sig sammen og passede sin skole nu og indtil huen sad på hans hoved, ville han tage et sabbatår bagefter og prøve at finde sin biologiske familie.

Han overholdt aftalen, og 3. august 2017 tog han fat på sit livs foreløbig største udfordring. Han havde fået at vide af sin mor og far, at hans biologiske far havde forladt hans biologiske mor, og at hun bortadopterede ham ved fødslen, fordi hun i forvejen havde et barn og ikke kunne forsørge ét til.

- Jeg har altid tænkt på min biologiske far som en idiot. Det var ikke ham, jeg havde brug for at kende. Det var min biologiske mor og mine søskende, hvis jeg havde nogen, siger Frederik.

Han var forberedt på, at det ville blive svært, men det viste sig, at være meget sværere.

Et års research

Frederik kom til verden i Colombias hovedstad, Bogota, 8. april 1997. En velbåren dreng på 3400 gram og 50,5 cm. Hans mor kaldte ham Jose Ismael.

Han var tre måneder gammel, da hans forældre, Marianne og Flemming Thingbak, fik lov at tage ham med hjem til Sæby. Da familien fire år senere kunne hente lillesøster samme sted, var Frederik med.

- Jeg kan huske, at jeg fik min første Game Boy, og så kan jeg huske, at der var bevæbnede militærfolk i gaderne. Jeg tænkte ikke så meget over det, for jeg var jo kun fire år, men jeg fornemmede, at situationen var mere alvorlig end hjemme i Sæby, fortæller Frederik.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Siden havde han ikke været i Colombia, og han vidste ret beset ikke ret meget om noget som helst. Til gengæld havde han en veninde, der havde fundet sine biologiske forældre gennem DR-programmet Sporløs. Hun havde nogle fif om hvilke dokumenter, han skulle lede efter, og kunne fortælle ham, at han skulle starte med at finde sin biologiske mors "cedula", som svarer til et dansk sygesikringsbevis. Ellers ville han ikke have en jordisk chance for at finde hende i et land med over 45 millioner indbyggere, heraf knap 9 millioner i hovedregionen, hvor hun sandsynligvis stadig boede.

Så havde han hendes fulde navn og vidste, hvor og hvornår hun var født. Han sad ved computeren hjemme i Sæby og søgte i officielle, colombianske registre efter flere oplysninger om hende - Graciela, født i Jenesano, Colombia, 7. februar 1974.

- Jeg kunne finde ud af, hvornår hun havde stemt til et valg og hvilke offentlige ydelser, hun havde modtaget tilbage til 2007. Men jeg kunne ikke få en adresse, fortæller Frederik.

Med i Sporløs?

Han fik hjælp af en anden veninde, der var udvekslingsstuderende fra Colombia.

- Men det var sindssygt svært, og efter et par måneder går det op for mig, at jeg ikke kommer ret meget videre.

Frustreret skriver han en ansøgning om at komme med i Sporløs.

- Man er ung og har ingen penge. Man er klar til at sælge sin sjæl, for at få drømmen til at gå i opfyldelse, siger han.

Men han fortrød. Han ville selv bevare kontrollen over processen. Han er lidt af en kontrolfreak, erkender han.

Artiklen fortsætter efter boksen

Frederik vil hjælpe andre adoptivbørn

DR-programmet Sporløs er blevet sparet væk, så i øjeblikket er der ikke rigtig mulighed for at danske adopterede kan få hjælp til at finde deres biologiske ophav.

Men Frederik vil gerne hjælpe. Han har lært en masse af sin egen eftersøgning, og er klar med råd og vejledning, både til de praktiske dele af processen, men også om de psykologiske aspekter.

Hjælp til de svære tanker

Frederik ledte videre, men af og til blev han hjemsøgt af mørke tanker.

- Var det nemt for hende at bortadoptere mig? Det er det helt store spørgsmål. Er jeg en hemmelighed for resten af familien? Det er skrækscenariet, hvis man en dag står og banker på døren, og det er en anden, der lukker op, fortæller Frederik.

Han bestemte sig for, at tage nogle samtaler med en psykolog for at få hjælp til at håndtere alle tankerne, og til at trække et skel mellem almindeligt hverdagsliv og eftersøgning. Det er dyrt at gå til psykolog, men hans mor og far hjælper med at betale.

- Det viser også bare, hvor klasse de er, mener Frederik.

Han overvejede at tage et sabbatår mere, men kunne godt se, at det nok ikke nyttede noget. Han måtte finde på en ny plan, hvis det skulle lykkes. Først var han helt flov over det spring han tog, men i dag er han stolt over det.

Matematikeren blev humanist

Frederik har altid været logisk tænkende og systematisk. Den fødte matematiker, og aldrig i tvivl om at han skulle læse videre inden for naturvidenskaben. Nu bestemte han sig for sætte sin videregående uddannelse ind på at finde sin biologiske familie. Han skulle selvfølgelig have en uddannelse, der interesserede ham, men den skulle også bringe ham til Colombia.

Han fik et møde med sin gamle studievejleder fra gymnasiet og tog til åbent hus på Aalborg Universitet. Da han hørte om en uddannelse, der omfattede et semester i udlandet, spurgte han, om det udland kunne være Colombia. Det kunne det.

- Og så sprængte jeg bomben, og sagde, at jeg ville være humanist, fortæller Frederik.

Han begyndte at læse spansk, sprog og internationale studier.

- Jeg var lidt i tvivl det første halve år. Kunne jeg være humanist? Min psykolog overbeviste mig om, at det kunne jeg sagtens blive, og i dag kan jeg godt sige det højt. Jeg er humanist. I dag er jeg faktisk stolt over at jeg gjorde det. Det var mit første modige valg. Det er første gang jeg ikke er den døde fisk, der flyder med strømmen, siger Frederik, der nu er begejstret for sin uddannelse, som han håber, kan føre til en karriere i diplomatiet - gerne på danske ambassader i Sydamerika.

- Man kan jo altid komme hjem og arbejde som gymnasielærer, når man er færdig med at være ung og vild, mener han.

I januar startede han på fjerde semester - udvekslingssemestret - på Colombias bedste universitet, Universidad de los Andes i Bogota. Han skulle læse spansk, psykologi, politisk teori og latinamerikansk historie. Lære noget fagligt samtidig med at han fik det spanske sprog helt ind på rygraden. Og så skulle han finde sin biologiske familie.

Da han sad på det fly, der skulle bringe ham til Bogota, omgivet af spansktalende mennesker, rystede han af spænding i starten.

- Jeg sad og tænkte på, hvordan jeg ville have det med - muligvis - at være i samme by som min biologiske mor, husker han.

Usynlig i Bogotas gader

Den første tid i Colombia, oplevede Frederik som fuldstændig fantastisk, omgivet af mennesker, der lignede ham selv. I Bogota er 172 cm en ganske normal højde for en ung mand.

- Det var som om jeg havde lånt Harry Potters usynlighedskappe, fortæller han.

- Herhjemme misforstår man måske nogen gange de der blikke, man får på gaden. Men man lærer altså også at læse dem. Dernede vidste jeg, at det ikke var noget personligt, hvis jeg for eksempel blev stoppet af politiet. Herhjemme er det garanteret heller ikke altid noget personligt, men man er så vant til at tænke sådan. Det er svært at finde ud af, hvornår det er pga. mit udseende, og hvornår det ikke er. Men efter at jeg er kommet hjem fra Colombia, tænker jeg slet ikke over det på samme måde. Nu ved jeg hvem jeg er, siger Frederik.

Efter tre uger, kunne han ikke vente længere

Frederik havde bestemt sig for, at han skulle bruge tid på at falde til i Bogota og bruge minimum tre måneder på at lære sproget ordentligt, før han ville fortsætte eftersøgningen efter sin biologiske familie. Han ville ikke risikere at få brug for en tolk første gang, han talte med dem.

- Efter tre uger, kunne jeg ikke vente mere, fortæller han.

Det første han gjorde, var at besøge det hospital, hvor han er født: Universitetshospitalet San Ignacio. som kun lå 10 minutter i bil fra det kollegie, hvor han boede. Han tog pænt tøj på i den højtidelige anledning. Han kan næsten ikke beskrive, hvordan det føltes at stå uden for og kigge op på hospitalet, og gætte på hvilket vindue, hans biologiske mor kunne kigge ud af, efter at hun havde født ham.

Frederik kunne godt få oplysninger på hospitalet, men kun dem, der angik ham selv, og det hjalp ham ikke videre.

Videre til adoptionscentret, Los Pisingos. Han tog gaver med til børnene, og snakkede med en af de ansatte, der viste ham billeder af, hvordan stedet havde set ud, dengang han boede der. Det var langt fra første gang centret fik besøg af unge bortadopterede, der gravede efter deres rødder. Men adoptionscentret måtte heller ikke udlevere oplysninger. Frederik skulle skrive en ansøgning til staten om sin motivation, sine forberedelser osv. Og han skulle regne med tre måneders ventetid, før han fik svar.

- Det var også fint nok, for jeg skulle være der fem måneder mere. Men så kom coronaen. Shit! Bliver alt nu lukket ned? Bliver jeg sendt hjem?

En ven i nøden

Alt blev lukket ned, men takket være sit colombianske pas fik Frederik lov at blive. Det blev en træls, kedelig, ensom tid. I tre måneder var byen ramt af coronakarantæne med meget få muligheder for at gå ud.

- Alle mine udvekslingsvenner tog hjem. Jeg var den eneste, der blev.

Men en dag, hvor han sad og hang på sit værelse, bankede det på hans dør. Det var Santiago, en af de ansatte på kollegiet. Santiago spurgte, hvordan Frederik havde det. "Det går fint", svarede han automatisk. men Santiago kunne godt se, at det ikke passede. Frederik følte sig meget, meget alene.

- Santiago ændrede mit liv, fortæller Frederik.

Gode forbindelser

Santiago og Frederik blev hurtigt gode venner, og Frederik lærte også Santiagos kæreste og venner at kende. Efterhånden fik Santiago hele historien om, hvorfor Frederik var i Colombia. Santiago og hans kæreste tilbød at hjælpe, og så begyndte der at ske noget.

Der viste sig at være flere offentlige registre, man kunne søge i, end dem Frederik selv havde opdaget, og inden længe havde de fundet flere mulige telefonnumre.

- Nu er det nu, tænkte Frederik.

Men alt var jo coronanedlukket, og telefonnumrene gav ikke noget.

I det mindste vidste Frederik nu, at hans biologiske mor stadig var i live. Hun boede ikke i Bogota længere, men et par hundrede kilometer mod syd, i byen Granada, der er på størrelse med Hjørring eller Frederikshavn.

- Jeg fik det at vide til en fest, og jeg begyndte bare at stortude. Vi var kommet meget tættere på, og Santiago sagde, "nu får du ikke lov at tage hjem til Danmark, før du har fundet hende. Jeg skal nok hjælpe dig".

Før Santiago mødte Frederik, kendte han kun til én anden dansker: Landsholdsspilleren Yussuf Yurary Poulsen. Santiago er fan af bundesligaholdet RB Leipzig, hvor Yurary spiller til daglig, og derfor heppede han på Danmark, da han sad og så Danmark spille 0-0 mod England 8. september i København. Frederik så ikke kampen, for lige præcis den dag rejste han hjem til Danmark. men det er lykkedes ham at skaffe Yurarys signerede spillertrøje fra kampen. Den vil Frederik forære Santiago som tak for al hans hjælp.

Før Santiago mødte Frederik, kendte han kun til én anden dansker: Landsholdsspilleren Yussuf Yurary Poulsen. Santiago er fan af bundesligaholdet RB Leipzig, hvor Yurary spiller til daglig, og derfor heppede han på Danmark, da han sad og så Danmark spille 0-0 mod England 8. september i København. Frederik så ikke kampen, for lige præcis den dag rejste han hjem til Danmark. men det er lykkedes ham at skaffe Yurarys signerede spillertrøje fra kampen. Den vil Frederik forære Santiago som tak for al hans hjælp.

Frederik har mange gange forsøgt at finde sin biologiske mor på Facebook uden held. Men det lykkedes for Santiago, og han skrev til hende og fortalte om Frederik, der ledte efter sine rødder.

- Vi ville ikke gøre hende bange, så vi spurgte om hun havde lyst til at kontakte os. Og derefter var der ikke andet at gøre end at vente på svar.

Men i mellemtiden hjalp Frederiks veninde, Juliana, også med at finde info. Juliana havde et godt netværk i Granada, og kunne bekræfte de oplysninger, Frederik med Santiago og kærestens hjælp havde fundet frem til.

- Jeg får et telefonnummer - og et angstanfald! Nummeret er til et min mosters arbejdsplads.

Mor er traumatiseret

Det er den 4. august 2020. Tre år og én dag efter Frederik begyndte at lede efter sin biologiske familie.

Santiago og Juliana træder til. Frederik ryster, og nu hvor han ellers har talt så meget spansk, at han også er begyndt at tænke på spansk, kan han lige pludselig kun tænke og tale dansk. Men Juliana og Santiago får lavet en aftale med Frederiks moster på neutral grund på en restaurant, der ellers er lukket pga. corona, men hvor der blev dækket op i et kælderlokale til Frederik, hans venner og hans moster - samt hans onkel, to kusiner og den ældste kusines søn på fem år.

Overvældende. Frederik husker, hvordan hans tanker gik i stå, mens hans så et par bestøvlede fødder komme ned af trappen. Nu kommer de! Shit - hvad siger man?

- Den femårige dreng ligner fuldstændig mig i den alder. Jeg behøver ikke se deres papirer. Det er min familie, jeg står og kigger på, fortæller han.

Familien fortæller Frederik om hans biologiske mor. Hun har haft et forfærdeligt liv med fordrukne forældre, der døde tidligt, en dårlig plejefamilie og voldelige mænd, der har forladt hende. Hun har også oplevet at blive kørt ned med overlæg af sin eks-mand, og at blive forfulgt og tilfangetaget af paramilitæret, der bortførte hende og hendes datter til et sted langt ude i junglen. De havde held til at flygte. Ellers var de formentlig blevet slået ihjel.

Graciela er traumatiseret og mærket af et hårdt liv, og hun har mistet kontakten til resten af familien. Men Frederiks onkel har et telefonnummer på hans storesøster.

Hjemrejsen udskudt

Frederik skulle faktisk være rejst hjem i løbet af første halvdel af august, men der kom hele tiden nye flyveforbud pga. corona. Var det ikke sket, havde han ikke nået at møde sin biologiske mor.

Familien syntes, det kunne være sjovt at holde et surpriseparty for hende. Med Frederik som overraskelsen. Det syntes Frederik absolut ikke var nogen god idé. Hans mor skulle have lov til at indstille sig på det, og han ville møde hende og sine søstre på samme måde som han havde mødt resten af familien. Samme kælderlokale i samme restaurant. Med de helt rigtige blomster på bordet og den fineste mad, de kunne frembringe. Koste hvad det ville. Det hele skulle være lige i øjet, men hvad skulle han tage på? Han skulle jo være pæn i dagens anledning, men ikke for fin. Perfektionisten Frederik var hamrende nervøs.

Men hans mor blev glad og hun ville gerne møde ham.

Mødet

- Hun kom ned ad trappen i rød blazer og store, mørke solbriller. Hun kom hen til mig og krammede mig og begyndte at græde. Faldt på knæ og slog armene om mine ben og takkede sin gud. Det var vildt mærkeligt. Hun er meget religiøs.

Frederik havde forestillet sig, at han selv ville begynde at stortude. Han har set masser af Sporløs, så han vidste jo, hvordan det gik til.

- Men jeg var i chok. Uden ord. Måske havde jeg overtænkt det hele? Jeg ved godt, jeg tænker for meget.

Så bøjede han sig ned og lagde armene om sin knælende mor. Hans storesøster kom hen til dem og blev en del af omfavnelsen. Sådan stod de tre i lang tid. Frederik lagde mærke til, at Santiago begyndte at græde. Frederik græd stadig ikke. Hans mor var slet ikke som han havde forestillet sig.

Til gengæld mindede hans søster om ham selv: De samme stærke følelser og det samme behov for at være alene. I Colombia er folk ellers ultrasociale sammenlignet med danskere.

Fortrød adoptionen

Allerede dagen efter mødte Frederik sin biologiske mor igen, og nu ved han, at hun fortrød adoptionen og alligevel ikke ønskede at give ham fra sig, da han blev født.

- For hende var jeg aldrig en hemmelighed. Jeg var én, hun gerne ville have haft i sit liv. Men på sygehuset bildte de hende først ind, at jeg var død, derpå at jeg havde downs og skulle være på en institution, beretter Frederik.

Da Graciela langt om længe fandt en advokat, der ville hjælpe hende, fandt hun ud af, at hendes søn levede i bedste velgående - på den anden side af jorden. Det var for sent.

Frederik viste sin mor, Graciela, nogle af alle de dokumenter, han har gravet frem. De to fik nogle gode lange samtaler.

Frederik viste sin mor, Graciela, nogle af alle de dokumenter, han har gravet frem. De to fik nogle gode lange samtaler.

- Men i dag er hun også glad for at jeg blev bortadopteret, fordi hun kan se, hvilket liv jeg har fået, og hvad jeg kan blive til. Når jeg tænker på min familie - min rigtige familie, er jeg også sindssygt glad for, at hun gjorde det.

En uge efter at Frederik fandt sin familie, fik han svar fra regeringen i Colombia: De vil gerne hjælpe ham med at finde hans biologiske familie. Han har ikke svaret.

Han nåede at være sammen med sin biologiske familie en håndfuld gange, før han rejste hjem til Nordjylland for at fortsætte sine studier på Aalborg Universitet.

Frederik og hans biologiske familie holder kontakten i en Messenger-gruppe og Graciela er igen fuldgyldigt medlem af familien.

Færre og færre adoptivbørn fra udlandet

1923: Fælles nordisk lov om adoption vedtages.

1953: Adoptionsloven revideres. Adoptivbørn sidestilles juridisk med biologiske børn.

1996: FN's børnekonvention forpligter landene til at sikre, at en adoption altid sker ud fra hensynet til barnets bedste (artikel 21).

1950'erne: Øget velstand og dermed færre danske børn til adoption. Man begyndte at adoptere børn fra udlandet, primært andre europæiske lande.

1970'erne: Adoptivbørn til Danmark kommer primært fra u-lande i Afrika, Sydamerika og Asien. Mellem 400 og 700 børn om året.

1966-2007: Over 30.000 udenlandske børn bliver adopteret af danske forældre.

2009-2020: Antallet af børn, der kommer til Danmark som adoptivbørn, falder kraftigt.

Danskere, der ønsker at adoptere et barn fra udlandet, skal godkendes af Statsforvaltningen. Antallet af ansøgere har været faldende samtidig med at flere og flere får afslag.

I dag formidles alle adotivbørn fra udlandet af Danish International Adoption (DIA). I perioden 2015-2019 blev der adopteret 368 børn til Danmark fra udlandet, heraf otte fra Colombia.

Kilder: "Adoption i Danmark" af Jens Hørlück, Faktalink.dk og Danish International Adoption (DIA).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.