Forlystelsesparker

Fugl Fønix og Nordjyllands genopstandelse

Der skal tænkes stort, hvis man skal stikke nok ud og op til at få opmærksomhed.

Der er grund til at råbe EKSTRA TUR, mener konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli.
Der er grund til at råbe EKSTRA TUR, mener konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli. Foto: Lars Pauli

Den mytologiske historie om fugl Fønix, er fortællingen om fabeldyret, der mange hundrede år gammel brænder sig selv i sin vellugtende rede. Både reden og den selv går op i flammer, men Fønix genopstår senere, ny og ung af asken, og rejser sig højt på himlen.

Beretningen findes i forskellige varianter fra blandt andet det gamle Grækenland, romerne og Kina. Den taler ind i livets gang og behovet for, at det gamle lever videre i det nye, men også behovet for at forny sig selv – nogle gange på drastisk vis. Når fugl Fønix brænder sig selv og sin gode, komfortable rede og genopstår i nyfødt tilstand, er det også påmindelsen om at nogle gange, er det nødvendigt at forlade det trygge og kendte, men huske at tage essensen af sig selv med videre.

Nu er reden heldigvis ikke brændt i Fårup Sommerlands tilfælde, men det har været en særdeles udfordrende sæson, hvor overskriften på driften nok ikke har været ’en komfortabel tur’. Begrænset åbning på grund af corona, usikkerhed om restriktioner, 6-dages regler og svigtende sæsonkort-salg har gjort det seneste år til en af den slags rutchebaner, der nok ikke får betegnelsen forlystelse.

Alligevel kommer de nu med en massiv investering i fremtiden og en nyhed, der bliver Danmarks største, længste og hurtigste rutsjebane med mest følelse af vægtløshed. Rutchebanen Fønix er et projekt til 100 millioner kroner. Til gengæld bliver det et forlystelsesmæssigt fyrtårn i Danmark.

Der er på alle måder tænkt stort og det er også nødvendigt, hvis man skal stikke nok ud og op til at få opmærksomhed. Størrelsen betyder noget. Ikke altid rent fysisk, men på drømmene, ideerne og - nok så vigtigt – på udførelsen af dem.

Fårup Sommerland viser i den grad vejen ved at løfte sig fra corona-asken og rejse sig højt på himlen.

Det er et eksempel til efterlevelse – og man får lyst til at råbe det fra forlystelserne så kendte: EKSTRA TUR!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden