Gå ud og spis i Nordjylland

Nedtrykt. Uforløst og længsel efter næste sæson og svar, men også rørt, berørt og beriget. 

Jeg har i skrivende stund set sidste afsnit af sæson 2 af den ekstremt vellykkede "The Bear" på Disney+, hvor en ung kok, Carmen ”Carmy” Berzatto, med internationale stjerner på skuldrene vender hjem til familiens diner i Chicago efter storebrorens død. 

AL FAMILIEDRAMAET ufortalt beslutter Carmy sig for at lægge restauranten komplet om, skabe den fra bunden med ny indretning, gode pladsforhold og anretterkøkken, helt anderledes stylet menu, styr på arbejdsgange og ikke mindst en række meget personlige smagsmindebaserede retter på spisekortet. Kort sagt; realisering af et livsprojekt. Carmy er restauranten, restauranten er Carmy. Risikofyldt, basis for drama – det må man sige! Også i den virkelige verden.

"THE BEAR" er tv-drama, manusbaseret, klart kreeret til formålet, dramatiseret og muligvis overgjort, men seriens afslutning, hvor restauranten havde prøveaften før den virkelige åbning, satte nervøsiteten, stoltheden, stressniveauet, de indbyrdes uenigheder og glæden ved at give og servicere på spidsen.

EN RESTAURANT er et sted, hvor restauratøren skaber glæde. Det bør det være i hvert fald. Også i Nordjylland. 

Carmy er restauranten, restauranten er Carmy. Risikofyldt, basis for drama – det må man sige! Også i den virkelige verden

I de fleste tilfælde lægger restauratøren, kokken, grundlæggeren hele sin sjæl og personlighed i projektet. Falder det, falder hun også. 

Jeg har tit tænkt på, hvor angstprovokerende det må være at starte en restaurant. Kynikere og ignoranter siger, at kokke, restauratører, har job som alle os andre. 

De står lige så lidt eller meget til ansvar for det, de laver som os andre, men jeg påstår, at der er en forskel. Og det er en forskel, der ikke bare sætter kokken i gruppe med andre skabende performancejob som skuespillere eller musikere. Responsen er mere kontant.

MAD RAMMER os alle, selv dem, der ikke går op i mad, og det kan gøre os glade og sure. 

Er vi ikke tilfredse med maden, responderer vi umiddelbart, siger vores sure mening eller lader være med at komme igen. 

Den konstante frygt for ikke at levere noget, som kunderne og gæsterne gider spise, må være svær at håndtere. 

Derfor fortjener kokkene og restauratørerne enorm respekt. Specielt når de lykkes, får succes.

NORDJYLLANDS restauranter har succes i øjeblikket. 

De fleste med bare en lille smule indsigt ved godt, at det er svært at tjene penge i restaurationssektoren, overraskende nok specielt hvis man har rigtigt høje ambitioner. 

Derfor er det også endnu mere imponerende, at de nordjyske restauranter overordnet set ligger så højt i det danske restaurantbillede.

VI NORDJYDER går rundt og bilder hinanden ind, at vi er et påholdende folkefærd. 

På madområdet påviser statistikkerne snakken. Vi bruger vitterligt færrest kroner på mad og spiseoplevelser i landet – og det endda i et land, der generelt i det internationale billede er blandt de mest sparsommelige på madbudgettet.

DE SENESTE 10 års løft af den nordjyske restaurantsektor står derfor endnu mere dirrende og lysende på den baggrund. Trodsigt endda. 

Vi har i Nordjylland en vældig mængde unge Carmy Berzattoer. Folk, der har kastet sjæl og liv ind i skabelsen af et eller flere spisesteder, der skiller sig ud fra mængden. Folk, der lever og ånder for smag, for konsistensleg, for at overbevise gæsten om råvarers smag, råvarens baggrund, dens dyrkelse og avl. Folk, der turde. Folk, der på åbningsaftenen havde ondt i maven over muligheden for en tom restaurant, en fuld restaurant med skuffede gæster, kaos i køkkenet, tekniske fejl eller ganske enkelt bare gæster, der ikke forstod, hvor det var kokken ville hen med sin mad.

BEMÆRK: Madoplevelser kommer på alle prisniveauer. 

Mit mangeårige bijob som restaurantanmelder for madmagasinet Gastro har givet en del konfrontationer med folk, der ikke vil bruge mange penge på mad. 

De bliver provokeret af selve eksistensen af restauranter med hvide duge, 10 serveringer i menuen, grundige forklaringer fra tjeneren og ny mad med kompleksitet. 

Jeg har ikke tal på de gange, folk har sagt til mig: ”jeg kan godt lige sådan helt almindelig mad, bare mad, der er nede på jorden”. 

Jeg ved godt, hvad de mener, og den slags mad kan jeg også godt lide, men den skal også være lavet ordentligt! Vi er ude i farefuldt hav her – jeg ved det godt – vi snakker om folks smagspræferencer… og hver sin smag… bla bla bla, men jeg mener seriøst, at en Double Whopper smager mere kedeligt end en burger, skabt af smørfyldt brioche, friskhakket frilandskødkvæg, løgmarmelade og mayonnaise med tørrede mellemøstlige krydderier.

PÅ HVERT niveau i restaurantsektoren kan man gøre sig umage og inden for rammerne af den økonomi, man har sigte efter det bedst mulige. 

På den måde kan mange flere opleve de rørende smagsoplevelsesøjeblikke, som "The Bear"-serien faktisk indeholder alt for få af. Øjeblikke som animationsfilmen "Ratatouille" skildrer så smukt.

UDE PÅ på de nordjyske restauranter, høj som lav, bistro som gourmet, er der i øjeblikket kæmpe mulighed for at sanse. Som når tænderne blidt knuser modningskrystaller i den lagrede ost, når næsehulen kildres af peberrod eller koriander, når rettens bestanddele er skabt i kontrastfarver, når umærkelige dutter i desserten bidrager med noget din hjerne, ikke kan afdække hvad er. 

Redaktøren sagde selv, at Stafetten kunne føre til hvad som helst. 

Når man skriver, fører pennen pludselig en anden vej end oprindeligt planlagt. Fra begejstring ved skabermod til sanseoplevelser, men det ændrer ikke på konklusionen: Gå ud og spis i Nordjylland!

JEG GIVER stafetten videre til Lan Yu Sørensen, souschef på Rebild Kulturskole, musikpædagog og nyuddannet solopianist, som har stærke holdninger om talentudvikling og glæden ved musik.