Nordjylland

Gamle luftfoto offentliggjort: Sådan så verden ud for 20 år siden

Du har ikke ændret dig en tøddel siden 1999 - men det har Danmark

Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

NORDJYLLAND: Hvordan var det nu lige, at verden så ud i 1999? Jamen, tænker du, det er jo så godt som i går, så den lignede nok verden af i dag ret meget.

Fotos: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Men der tænker du forkert. 20 år er ret lang tid, hvilket du kan få syn for sagn ved at smutte en tur over til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering - det hedder den altså - og se. Der er sket store ting i landskabet på de 20 år.

Du finder SDFE's kortviser her

Den aktuelle anledning er, at SDFE har offentliggjort et sæt ortofoto af hele Danmark fra sommeren 1999. Ortofoto er luftfoto, der er blevet rettet op og standardiseret, så de er målfaste præcis ligesom et rigtigt kort - og alle sættene af ortofotos er lagt ind i det samme målestoksforhold, så man kan lægge dem over hinanden og sammenligne 1:1.

Og det kan der komme meget sjov ud af. Ikke mindst i byerne og i særdeleshed i Aalborg er der sket afsindigt meget, som man også kan se ved at flytte slideren på billedet af Østre Havn, der hvor Cable Park i dag holder til.

Væk er skorstene, siloer og pakhuse. Goddag til beboelsesbyggerier i ganske mange etager samt grønne arealer langs havnefronten.

Du finder de forskellige årgange af luftfotos på SDFE's kortviser, hvor der i øvrigt er mange andre lag, det er spændende at rode med. I menuen i venstre side er det "Orto_sommer_1999" under Historiske baggrundskort samt "GeoDanmark ortofoto" under Baggrundskort.

Og der kan du så konstatere, at verden faktisk har ændret sig over de sidste 20 år - i modsætning til dig.

Når du kigger på kortene/luftfotoene, så skal du være opmærksom på, at teknologiens fremskridt har gjort opløsningen betydeligt bedre på de nye fotos end på de gamle. På billederne fra 1999 er 40 centimeter for en pixel, det samme som for billedserierne fra 2002 og 2005. Serien fra 2008 har en opløsning på 12,5 centimeter pr. pixel, mens den nye serie offentliggjort i år har en opløsning på 10 centimeter pr. pixel.

Du kan med andre ord se væsentligt flere detaljer på de nyere billeder end på de gamle - detaljeringsgraden er 16 gange højere i 2019 sammenlignet med 1999.

Billedserien fra 1999 er den første systematiske gennemfotografering af Danmark fra luften, efter man besluttede sig for at gøre det en gang om året.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden