Gensyn med den lokale betjent, der kender nordjyderne - nogle steder
Ny politiaftale sikrer både flere betjente, mere specialiseret efterforskning og mere nærpoliti
NORDJYLLAND: Der var ikke de store overraskelser i den politiaftale, som et bredt flertal i folketinget blev enige om tirsdag aften.
Flere betjente, nye nærstationer, en ny super-efterforskningsenhed, halvering af Rigspolitiet, politigarantier og nye våben.
Det er nogle af hovedpunkterne i den nye aftale - men hvad betyder det helt konkret for nordjyderne? Eller hvad betyder mest?
Det er uden tvivl beslutningen om at genetablere noget af nærpolitiet, der har mest direkte betydning for nordjyderne. Eller i hvert fald nogle af nordjyderne.
På landsplan bliver der oprettet 20 nærstationer - Nordjylland får to af dem. Og de to politistationer kommer til at ligge i Brønderslev Kommune og i Vesthimmerland Kommune.
Dermed forbliver lyset slukket i de øvrige seks nærstationer, der blev lukket i 2017 ovenpå terrorhandlinger i København og flygtningestrømme. Det medførte dengang massiv kritik fra borgere og borgmestre, og siden vendte stemningen også på Christiansborg. Derfor har det længe stået klart, at Nordjylland formentlig ville få en eller to nærstationer tilbage.
At man har valgt at placere de nye nærstationer i netop Brønderslev og Vesthimmerland Kommuner er nok ikke tilfældigt.
I Brønderslev har Nordjyllands Politi længe haft succes med at bruge den centrale placering til en indbrudsgruppe i Vendsyssel, og i Vesthimmerland mistede man både politistationen i Løgstør og Aars ved sidste politiforlig, hvilke affødte en massiv kritik.
Vesthimmerland var et stort geografisk område uden en politistation, og det er nærliggende at tro, at man også har skelet til det, da beslutningen skulle træffes.
For kigger man på kriminaliteten - både i Vesthimmerland og Brønderslev kommuner - så er der i hvert fald ikke noget i tallene der giver grundlag for at placerer politistationer netop der.
Ligesom resten af Nordjylland falder kriminaliteten markant også i de kommuner.
Styrkelse af nærpolitiet
Men uanset hvad, så er de nye nærstationer et løft for politiets lokale forankring. Og for trygheden - i hvert fald den oplevede tryghed, som politidirektør Anne Marie Roum Svendsen tidligere har talt om.
Nærstationerne bliver nemlig hver bemandet med fem lokalbetjente, og der skal mindst holdes åbent for offentligheden i 15 timer om ugen.
Det lyder måske ikke er ret meget, men nu er det heller ikke tanken, at nærstationerne skal fungere som fulde politistationer med efterforskningsenheder og patruljecenter. Det er stadig i enten Hjørring, Frederikshavn, Hobro eller Aalborg, politiet kører ud fra, når der bliver ringet 112, og også her at efterforskernes sidder og arbejder med sagerne.
Det nye nærpolitiet får derimod en anden - mindst lige så vigtig - opgave: Nemlig den forebyggende og tryghedsskabende.
I aftaleteksten står der, at nærpolitiets opgaver bliver borgerhenvendelser, sagsbehandling af mindre sager, at lave tryghedsopfølgninger, bekymringssamtaler med lokalområdets uge, kriminalpræventiv indsats og være en supplering til beredskabet.
Nærstationerne bliver med andre ord et godt gammeldags lokalpoliti, der skal have fingeren på pulsen i nærområderne. Et politi, der kender de lokale nordjyder og som har en fast adresse, hvor borgerne kan gå hen.
Samtidig er der dog grænser for, hvad man skal forvente af de nye politistationer. Da nærstationerne blev lukket, rasede en debat om, at politiets responstider ville blive alt for lange. Og hvis man forventer, at politiet nu rykker hurtigere ud til borgerne, når de ringer 112 lørdag nat, så tager man fejl. For nærstationerne har som sagt stadig ikke noget med patruljeberedskabet at gøre.
Mere lokal frihed til politiet
Umiddelbart betyder de to nye lokale stationer i Nordjylland ikke, at den nuværende lokale politiindsats forsvinder. I øjeblikket er der to betjente tilknyttet hver kommune til at lave opsøgende og forbyggende arbejde.
Samtidig har Nordjyllands Politi også de mobile politistationer. Den nye aftale afskaffer dog måltallene for, hvor meget de mobile politistationer skal ud i lokalsamfundet - men til gengæld lægger politiaftale om til, at den enkelte kreds får større selvbestemmelse.
I aftalen står der, at kredsene får større "frihed til lokale løsninger", og at den lokale politiledelse får et større handlerum.
For nordjyderne kan det betyde, at Nordjyllands Politi har mulighed for at handle på en anden måde, som virker bedre i Nordjylland, end de måder man f.eks. klarer tingene på i nogle københavnske kommuner.
Flere betjente
Og så kan Nordjylland - ligesom resten af landet - se frem til at få flere betjente.
Den samlede politistyrke bliver nemlig forøget med 450 betjente, ligesom der bliver tilført 100 ekstra vagt til at køre patrulje
Hvor stor en andel af de nye betjente og patruljevagter, der kommer til Nordjylland er endnu uvist.
Derudover bliver der givet en politigaranti inden for fire områder: Indbrud, vold, voldtægt og narkosalg ved skoler.
Politigarantien betyder, at politiet skal rykke hurtigt ud, når borgerne ringer og har brug for politiets hjælp. Ved indbrud skal politiet rykke ud, hvis indbruddet fortsat er i gang, og ellers 24 timer efter anmeldelse.
Det bliver vagtcentralen der foretager vurderingerne, men med garantien følger der samtidig en mulighed for borgerne for at klage, hvis politiet ikke holder det, som den nye aftale altså lover.
Ny, stor efterforskningsenhed
Regeringen løftede allerede for knap et år siden sløret for, at de ville skære dybt i Rigspolitiet. Den nye politiaftale indeholder således også en halvering af Rigspolitiet, og i stedet bliver der oprettet en ny national efterforskningsenhed placeret i Aarhus og København
I enheden samles Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Særlig Efterforskning Vest og Særlig Efterforskning Øst, Grænsecenter Øresund, politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet samt store dele af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) og Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center (NKC).
Endelig indeholder aftalen en styrket indsats mod digital kriminalitet, hvor der blandt andet etableres en digital patrulje, der patruljerer synligt på sociale medier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.