Snød til teoriprøve: Blev opdaget og gik grassat
I stedet for et bevis med bestået, fik ung mand to sigtelser på halsen
Opdateret kl. 15:14
En ung mand burde nok have trukket håndbremsen for sit temperament, inden det dårlige humør løb helt af med ham på køreskolen.
Men I stedet for at køre med klatten ved teoriprøven, endte han med at gå grassat.
Det oplyser Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.
Optrinnet fandt sted torsdag eftermiddag, hvor en 25-årig mand var til teoriprøve på Sofievej i Aalborg.
- Under prøven opdagede en medarbejder ham dog i at snyde, fortæller politiet.
Da det blev påtalt, medførte det, at den unge mand fik en truende adfærd og overfusede medarbejderen.
Han blev faktisk så vred, at han slog hånden ind i en computerskærm flere gange.
Da den var smadret, gik det ud over ledningen til et par høretelefoner.
Politiet blev tillkaldt, og manden blev anholdt - og i stedet for at få teoriprøven i hus, så blev den 25-årige sigtet for trusler og hærværk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.