Giv stofbrugere et sted at være

 <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

Arkivfoto: Henrik Louis

Stofbrugere skal hjælpes - også i Aalborg.

Aalborg er landets største by uden et stofindtagelsesrum. Det bør der laves om på. Det er både fornuftigt og værdigt.

Et offentligt toilet. Eller en ensom lejlighed.

Det er steder som disse, mange af Aalborgs stofbrugere er henvist til, når de skal indtage deres stoffer. Fordi der i Aalborg – i modsætning til i København, Aarhus, Odense og Vejle – ikke findes et stofindtagelsesrum.

Det udgør et problem. Dels er det uværdigt, når stofbrugere forvises til skyggerne. Desuden er det farligt.

Når man indtager stoffer alene eller steder, der ikke er beregnet til det, øger man risikoen for, at noget går galt. At éns stoffer eller udstyr er forurenet. Eller at ingen finder en, hvis man tager en overdosis. At man bliver alvorligt syg eller simpelthen dør.

Det kan man undgå med et stofindtagelsesrum.

I Kirkens Korshær driver vi tre ud af fem stofindtagelsesrum i Danmark. Her kan man indtage sine stoffer under ordnede forhold. Man kan få vejledning til at indtage dem så sikkert som muligt. Man kan få rene kanyler og ro til at indtage stofferne. Og så er man under opsyn, så man hurtigt kan få hjælp, hvis man tager en overdosis.

Endelig kan man i stofindtagelsesrummene blive henvist til sundhedsfaglige- og socialfaglige tilbud samt til rusmiddelbehandling. For nogle er det et første skridt mod et andet og bedre liv.

Vi ved, at stofindtagelsesrummene virker. Til sammen er der foretaget 2048 akutte behandlinger for overdosis og svær forgiftning i alle landets stofindtagelsesrum, siden de blev åbnet. Det er 2048 mennesker, der måske havde været døde i dag, hvis de havde været forvist til at indtage deres stoffer på gaden.

Selvom stofindtagelsesrummene virker, så virker de kun dér, hvor de er. Og det er de for få steder i dag. Derfor foreslår vi i Kirkens Korshær en statslig pulje med midler til oprettelse og drift af stofindtagelsesrum rundt om i landet. Og et af de steder, vi foreslår, at puljen udmøntes, er i Aalborg – den største by i landet uden et stofindtagelsesrum.

Vi håber, at puljen bliver til virkelighed. Og vi håber, at den vil få Aalborg til at følge med de andre større byer i Danmark og prioritere etablering af et trygt og rent sted, hvor mennesker med et stofbrug kan indtage deres stof. Som virker skadereducerende. Og som bygger bro til behandlingstilbud.

For stofbrugere er mennesker ligesom alle andre. De har krav på samme værdighed og sikkerhed. Enten hjælper vi dem, eller også lider de på gaden. I Kirkens Korshær ved vi godt, hvad vi foretrækker.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.