Godt råd til politikere: Hold jer langt væk fra gråzoner

LEDER:Endnu en dansk politiker på et vist niveau er blevet taget med fingrene et stykke nede i fælleskassen, endda en partiformand, nemlig Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance.

I strid med reglerne  - og såmænd også i strid med partiets egen hårde kurs over for enhver form for frås med offentlige midler - har han opholdt sig mere end 180 dage i en af de lejligheder, som politikere kvit og frit har fået stillet til rådighed i det indre København.

Ved at have en lejlighed i Smedegade i Struer - et sted, som han efter eget udsagn muligvis kun har opholdt sig 60-80 dage om året - har han ikke alene nydt godt af den gratis lejlighed, men også et skattefrit tilskud på over 30.000 kroner årligt for dobbelt husførelse.

Som følge af den offentlige opmærksomhed er begge lejligheder nu sagt op, og partiformanden flytter et helt tredje sted hen.

Alex Vanopslagh er langt fra den første danske politiker på kant med reglerne for omgang med boliger for folketingsmedlemmer.

Det vakte en vis opsigt, da folketingsmedlem, nu erhvervsminister Simon Kollerup (S), i 2015 blev afsløret i reelt ikke at opholde sig på sin folkeregisteradresse i Thy. 

I fjor blev lidt samme gustne lys kastet over boligordfører Tanja Larsson (S), som havde udlejet sin andelslejlighed i København - og i 2015 skal Liberal Alliances daværende formand, Anders Samuelsen, i strid med reglerne have lånt sin folketingslejlighed ud til søn, bror, naboer og partiets ungdomsparti.

Ironisk nok mener Alex Vanopslagh selv, at han har befundet sig i en gråzone - ironisk, fordi det er nøjagtigt samme ord, der falder ind hos fødevareminister Rasmus Prehn (S), når han igen og igen har skullet forklare, hvorfor han har brugt ministeriets kreditkort i stedet for sit eget, når der har været behov for at dække udgifter til værtshus- og restaurantregninger.

Gråzone er et pjaltet, sært dovent argument for ikke at gide eller "have tid til" at sætte sig ind i reglerne.

Det mindste man kan forlange af lovgiverne er, at de selv meget nøje sørger for at overholde gældende love og regler. Og er man i tvivl, så spørger man. 

Set udefra er det jo ikke ligefrem personlige rådgivere, politikere mangler - dem bliver der pudsigt nok aldrig sparet på, men kun flere af, selv i grelle økonomiske tider - og nogle af rådgiverne vide, hvordan man forholder sig, hvis man får stillet en gratis lejlighed til rådighed i København i forbindelse med sit hverv på Christiansborg. Eller hvad man gør, hvis man får overladt et kreditkort, som skal dække fælles udgifter, ikke egne personlige udgifter.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden