Her er Nordjyllands mest populære uddannelser - og her kræver det et højt snit

Natten til onsdag fik tusindvis af unge at vide, om de var blevet optaget på drømmeuddannelsen. Men hvordan ser tallene egentlig ud i Nordjylland? Og hvilken uddannelse kræver det højeste snit? Få overblikket her

Hvilken uddannelse har flest studerende? Og hvilken kræver det højeste snit? Få svaret her. Illustration: Jette Klokkerholm

Hvilken uddannelse har flest studerende? Og hvilken kræver det højeste snit? Få svaret her. Illustration: Jette Klokkerholm

NORDJYLLAND:7.331.

Så mange har fået tilbudt en studieplads på enten Aalborg Universitet, Professionshøjskolen UCN (University College Nordjylland), Erhvervsakademi Dania i Hobro eller Martec i Frederikshavn.

Her får du overblikket over de største uddannelser og de uddannelser, der kræver det højeste snit.

Blandt andet.

1. Her er drømmeuddannelserne

På en suveræn førsteplads på listen over de mest populære uddannelser er pædagogstudiet på University College Nordjylland i Aalborg. Hele 716 har netop dén uddannelse som deres førsteprioritet. Et lille fald i forhold til sidste år, hvor tallet var 732, hvilket også rakte til en plads øverst på listen. Medicinstudiet er - som det også var tilfældet sidste år - den næstmest populære uddannelse, og sygeplejerskeuddannelsen den tredjemest populære på trods af den igangværende lønstrejke.

2. Her skal man have høje karakterer

Endnu en gang er jordemoderstudiet den uddannelse, der har den højeste adgangskvotient. Her kræves det, at man har et karaktergennemsnit på minimum 10,4. Sidste år lå adgangskvotienten på 10,2.

Efter UCN's jordemoderuddannelse følger medicin og jura på Aalborg Universitet, som det også var tilfældet sidste år.

Videregående uddannelser

De videregående uddannelser har som hovedregel krav om en adgangsgivende eksamen - eksempelvis en studentereksamen. Der er tre typer videregående uddannelser, som alle optager nye studerende gennem Den Koordinerede Tilmelding:

* Professionsbacheloruddannelser, som i Nordjylland kan læses på UCN i Aalborg, Thisted og Hjørring - eller på Martec i Frederikshavn, hvis man vil være maskinmester

* Erhvervsakademiuddannelser, som i Nordjylland kan læses på UCN i Aalborg, Thisted og Hjørring eller på Erhvervsakademi Dania i Hobro

* Universitetsuddannelser, som i Nordjylland kan læses på Aalborg Universitet

3. Nordjyllands største uddannelser

UCN's pædagoguddannelse, der - ligesom sygeplejerskeuddannelsen - udbydes i både Aalborg, Thisted og Hjørring, topper listen med 517 studiepladser. Selvom uddannelsen igen i år er den suverænt største, kan antallet af studiepladser i Nordjylland ikke hamle op med antallet af ansøgere - 716 - der har søgt ind på uddannelsen som førsteprioritet.

Sygeplejerskeuddannelsen indtager en sikker andenplads, mens universitetets bachelor i erhvervsøkonomi udgør det tredjestørste studie i Nordjylland.

4. Sådan klarer Aalborg Universitet sig

Universiteterne oplever generelt en tilbagegang, når man kigger på antallet af førsteprioritetsansøgninger. En tilbagegang, der dog skal ses i lyset af sidste års store fremgang.

På Aalborg Universitet er billedet dog stort set uændret. Faktisk har uddannelsesinstitutionen modtaget en anelse flere ansøgninger end sidste år.

5. Her skal de nye studerende læse

I alt skal 7.331 læse i Nordjyllands fem studiebyer - Aalborg, Hjørring, Thisted, Frederikshavn og Hobro - hvis de tager imod tilbuddet om en studieplads. Et lille fald i forhold til sidste år, hvor tallet var 7.674.

Langt, langt størstedelen - 6.647 - skal studere i Aalborg. Hjørring er - stadig - regionens næststørste uddannelsesby.

I alt 93.388 har søgt ind på en videregående uddannelse, og af dem er 67.425 ansøgere blevet optaget. Det er tre procent færre end sidste år, men stadig det næsthøjste optag nogensinde.

Også på landsplan er pædagoguddannelsen den største med 4781 optagne. Den næstmest populære er netop sygeplejerskeuddannelsen med 4112 optagne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.