Guide

Her er skilandet 10 timer fra færgen: Ekstremt lækker mad og billigt alsidigt skiløb

Hvis du lidt for mange gange har revet dig ved at betale for dyr mad i restauranten eller har været træt af lange liftkøer ved løjperne, så er dette område i Sverige måske noget for dig.

Randonnee-skiløb bliver mere og mere populært. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Randonnee-skiløb bliver mere og mere populært. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Nu er det ikke fordi, det altid skal handle om mad, når en madanmelder sendes afsted. Men alligevel. Når man er inviteret til det centrale Sverige for at få en oplevelse af de sjældnere i vintersæsonen, så havde jeg ikke ventet, at jeg kom hjem med et stort smil på læben gastronomisk set.

På de fleste af mine skiture til Norge og Sverige, er det meste af traktementet pakket i bilen hjemmefra og ofte, er det spaghetti med kødsovs og boller i karry, der er hældt ud af fryseposerne.

Restaurang Drommen i Bydalen er helt fantastisk og sikke et vinkort. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Restaurang Drommen i Bydalen er helt fantastisk og sikke et vinkort. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Området omkring Östersund i Sverige er på UNESCOs liste Cities of Gastronomy, og det er med god grund, men det kommer jeg tilbage til.

For jeg er som sagt inviteret til Sverige og nærmere betegnet regionen Jämtland cirka 750 kilometer nord for Göteborg. Det ligger tæt ved Sveriges nok bedste skisportsted, Åre, men på denne tur handler det om de andre perler, der er at finde i området. De steder man normalt ikke ville tænke ind i sine skiferieplaner. Men det burde man.

Smukt. Skal man tage liften eller skiene op? Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Smukt. Skal man tage liften eller skiene op? Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Københavnerne har netop fået en direkte flyrute til lufthavnen i Östersund. Men det er faktisk federe at have bilen med, så en tur med færge over Skagerrak til Larvik og en køretur på 10-11 timer, så er man der.

Planen for os pressefolk er tilrettelagt med både motion og det magelige.

For mig er det mageligt at sætte eller stille sig tilrette i eller foran en lift og blive trukket op ad et bjerg for derefter at suse nedad igen. Men det bliver efterhånden lidt kedeligt og ensformigt. Det har jeg prøvet så tit, så ideen om at få brugt noget energi på sin vinterferie er meget tiltalende. Jeg dyrker nemlig en masse sport i forvejen og kan lide at bruge min krop.

Visit Sweden har arrangeret et meget spændende program, hvor vi skal på langrendsski, touringski, alpinski og snescooter. De to første kræver lidt form og teknik, mens de sidste er som en badeferie over for en tur på marked i Kairo.

Der findes også andre slags ski end de alpine. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Der findes også andre slags ski end de alpine. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Vores tur begynder på et af Sveriges ældste højfjeldshoteller. Trillevallens Høgfjellshotel er fra 1938 og bygget for at tilgodese de Stockholm-borgere, der havde brug for et refugium i vinterhalvåret.

Hotellet er nænsomt restaureret med respekt for den tidsånd og stemning, man gerne skulle komme i, når man er afsted, som svenskerne var det for også 100 år siden.

Man drømmer sig tilbage til dengang, der ikke var wi-fi og lifter og alpine bindinger. Man er fri til at bevæge sig selv.

Området er gudesmukt med fyrretræer og sne så langt øjet rækker. Langrendssporene er præpareret, og man kan i princippet køre Sveriges fjeldegne tynde blot ved at følge de røde krydser, der markerer de interregionale vandre- og langrendsruter.

Lidt om skityper

Langrend: Ret tynde ski, som man måske har set brugt på tv. Til sport.

Turski: Den slags ski vi danskere også kalder langrend. De er tykkere med en metalkant, så man kan bevæge sig uden for de præparerede spor. Man går mest og forsøger at få et glid.

Randonee/touringski: En kombination af alpine ski og turski. Skiene er brede som alpine ski, og støvlerne stive med en lille mulighed for fleksibilitet.

Randonee-skiene vinder mere og mere frem blandt danskere. Når man skal op ad bjerget på en toptur, som svenskerne kalder det, så spænder man hælen fra og klikker et skind på skiene, så de ikke glider baglæns, når man bevæger sig opad.

Oppe på bjerget bliver hælen spændt fast igen, og man kan køre alpint ned, lige hvor det passer én. Denne type skiløb er især god for de hardcore skiløbere og dem, der er i form. Det er ideelt til off piste-skiløb, men man kan selvfølgelig også bruge de præparerede pister, hvis man ikke har mod på puddersne.

Uanset hvad, så er følelsen af at have fortjent hvert et sving nedad ”Earn your turn” helt fantastisk.

På randonnee-ski tager man et slags skind på skiene, så de ikke glider, når man går op ad bjerget. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

På randonnee-ski tager man et slags skind på skiene, så de ikke glider, når man går op ad bjerget. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Og så smager maden måske ekstra godt efter sådan en formiddag, hvor man har gået 500 højdemeter opad. I hvert fald er jeg ikke skuffet på noget tidspunkt over det gastronomiske niveau på vores tur. Man får virkelig god mad. Både på hotellet i Trillevallen og på hotellet i Bydalen, hvor vi tilbringer to nætter.

Efter en anden formiddag på alpine ski ender vi på Restaurang Drommen i Högdekardalen ved Bydalen. Endnu en hyggelig fjeldstue med ild i pejsen og rustikt udtryk hele vejen rundt.

Aftenski er præcis så hyggelig, som billedet antyder. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Aftenski er præcis så hyggelig, som billedet antyder. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Det er sådan et sted, man kunne blive siddende bare for at granske vinkortet. Perlen dette sted er kromutter, der har taget sig en sommelier-uddannelse, når der ikke er så travlt i vinterhalvåret. Det vil sige, at hun er sådan en, der ved alt om vin

. Og hun har tydeligvis haft fingrene dybt nede i krofatters lommer, for vinkortet er spækket med lækkerier fra de bedste vinområder verden rundt. Man skal ikke snyde sig for en aften i Drommen med menu- og vinkortet i hånden. Måske kan ungerne stå på aftenski udenfor, mens forældrene forsyner sig indenfor?

Når aftenen er omme, og forældrene har hygget sig, mens børnene har stået på aftenski, så kan næste formiddag snildt bruges til noget, man sjældent får mulighed for på en vinterferie.

En guidet snescootertur er bare det fedeste. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

En guidet snescootertur er bare det fedeste. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

I modsætning til i Norge, så er der ikke de samme restriktioner på snescooter-kørsel i Sverige. Dedikerede ruter er lagt, så man på guidede ture kan opleve lidt mere af området end blot ved egen kraft. Godt pakket ind er det en sand fryd at sætte sig bag skærmen på en 900 kubik snescooter med varme i håndtagene og blød affjedring og med tommelfingeren nærmest ærefrygtigt trykke gassen i bund og mærke de enorme kræfter blive overført til bæltet under snescooteren.

Jämtland har vitterlig mange gemte perler og mange anderledes måder at bruge vinterlandet på. Så snyd ikke dig selv og din familie ved at strejfe lidt væk fra alfarvej for at prøve noget nyt.

NORDJYSKE var inviteret til Jämtland af Visit Sweden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst