Hjemmeværn og helikopter sat ind i stor eftersøgning i Frederikshavn i nat
En 80-årig dame, der er dement, forlod tirsdag aften et plejehjem i Frederikshavn.
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:51
FREDERIKSHAVN: Flere patruljer fra Nordjyllands Politi samt hjemmeværnet og en redningshelikopter var tirsdag aften og natten til onsdag indsat i en større eftersøgning i Frederikshavn.
En 80-årig dame var gået fra et plejehjem på Abildvej klokken cirka 20.15, og da personalet ikke kunne finde hende, blev politiet kontaktet klokken 21.50.
- Vi undersøgte først plejehjemmet og de nærmeste omgivelser, men da vi ikke fandt hende, satte vi en større eftersøgning i gang og efterlyste hende via Twitter, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
Borgere i området blev opfordret til at kigge i udhuse, haver, garager med videre. Det var også en borger, der havde set efterlysningen, der kom politiet til hjælp. Den ældre dame blev fundet klokken cirka 02.10 gående på vejen i den nordlige udkant af Frederikshavn.
- Hun var væk i en del timer, men det endte heldigvis godt. Damen er tilbage på plejehjemmet i god behold, siger Jesper Sørensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.