Hov, det er vinter! Gode råd til at holde bilen kørende
Du kan selv gøre dit til, at du ikke står med en bil, der ikke kan køre dig på arbejde en kold, kold vintermorgen

Arkivfoto: Jesper Thomasen
NORDJYLLAND:Det er vinter ifølge kalenderen, og vejret har rent faktisk bevæget sig i retning af noget, der ligner vinter - og i de kommende uger bliver det bare endnu mere vinter, lover DMI. Og så står du der med en bil, du gerne vil holde kørende.
Det kan ligge lidt langt væk med biler og vinter, så her er en stribe gode råd samlet fra FDM, If og Falcks hjemmesider:
Skift til vinterdæk. Hvis du kun kører små korte ture i byen - og på veje, der bliver ryddet for sne vel at mærke - så kan du godt holde dig i gang på sommerdæk, hvis du lader bilen stå de dage, hvor det sner og vejene er smattede. Ellers hedder det vinterdæk - eller gode helårsdæk.
Kontroller dine dæk. Er der nok mønster - mindst tre millimeter? Og er dæktrykket korrekt? Et dæk uden mønster og med forkert dæktryk står ikke lige så godt fast, som det kan.
Kontroller bilens vinduesviskere og sprinklervæsken. Gummiet på viskerne bliver hårdere med tiden og endnu hårdere i kulden, og gamle vinduesviskere i 5-10 graders frost er intet bevendt. Sprinklervæsken skal være til vinterbrug, sikret ned til 21 graders frost, så dit sprinklersystem ikke fryser til og risikerer at blive ødelagt.
Hav en ordentlig isskraber i bilen. Det giver vel nærmest sig selv - det er både ulovligt og uforsvarligt at køre uden at have gjort ruderne ordentligt fri for is og sne. Og ja, du kan godt bruge dit dankort i en nødsituation, men det holder ikke i længden.
Få kontrolleret bilens lygter. Det gør du selvfølgelig altid, inden du starter bilen og kører, men i vinterens mørke er det ekstra vigtigt, at alle lygter virker, som de skal. Hvis det oven i købet sner og sigtbarheden er nedsat, så bliver det endnu mere afgørende for, at du kan blive set.
Ryd op i bilen. Vådt tøj, våde tæpper, våde hunde. Jo mere fugt, der er i bilen, des mere dugger ruderne til indvendigt, og i hård frost kan de også fryse til indvendigt - så få alt det, der ligger og roder og suger fugt, ud af bilen. Det er også videnskabeligt bevist, at en opryddet bil kører bedre end en, der er fyldt med rod ...
Smør gummilisterne ved dørene med noget silikone, så de ikke fryser fast. I værste fald risikerer du at hive gummilisten ud af karrosseriet, når du står og flår i døren for at få den op.
Smør bilens låse med låseolie. Det forhindrer dem at fryse fast - og gør dig selv den tjeneste, det er, at åbne bilen med nøglen en gang i mellem, så låsen bliver brugt. Det et træls at stå ved en bil, du ikke kan komme ind i, fordi centrallåsen er gået kold sammen med batteriet, og hvor låsen til overflod er groet fast i snask og skidt.
Få kontrolleret bilens batteri. Hvis det er gammelt og synger på sidste vers, så står du med stor sandsynlighed med en bil, der nægter at starte, når det skal ske i 10 graders frost.
Kontroller kølervæsken - sørg for, at den er frostsikret, så du ikke står med en frostsprængt køler, når du kommer ud til den frosne bil.
Få repareret stenslag i lakken. Det kan lyde lidt overflødigt, men ligesom frost kan gøre huller i vejen større, så kan frost også bidrage til at ødelægge lakken yderligere ved stenslaget.
Og så til sidst: Kør forsigtigt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.