Hvad med at udvise lidt smidighed?

Jeg var en tur hos lægen. Ikke fordi jeg fejler noget, men det var blevet tid til et 60-års eftersyn.

En dag, hvor jeg havde god tid til at vente i telefonkøen, ringede jeg til mit lægehus. Jeg fik fat i sekretæren og forklarede mit ønske om at bestille en tid, hvor der var plads til at lave et sådant eftersyn indbefattet de to-tre småting, der måtte høre sig til.

Jeg fik en tid, og dagen oprandt her i forgangne uge. 

Til aftalt tid var jeg der og kom ind til lægen, som bød mig velkommen og spurgte, hvad mit ærinde var.

Jeg forklarede, som jeg også havde gjort til sekretæren, at det var tid for et 60-års eftersyn og hvad, der hører til for at få et retvisende billede af tilstanden hos undertegnede, en godt og vel halvgammel landmand.

Lægens spontane reaktion på min forespørgsel var, at det da sandelig ikke kunne lade sig gøre, da det jo var langt mere end én ting eller problem, som kunne klares på én konsultation. 

Jeg måtte, når jeg kom hjem, ringe igen i morgen og bestille en ny tid!

Åhh nej - der bristede min forventning om en hurtig og smidig sagsbehandling.

Min autoritetstro er ikke større, end at jeg tydeligt gav udtryk for min skuffelse. 

Min autoritetstro er ikke større, end at jeg tydeligt gav udtryk for min skuffelse

Det var såmænd ikke første gang, at udbyttet af et besøg i det hus var en henvisning til på nettet at finde nogen, der kunne hjælpe, og/eller besked om at komme igen til en ny tid.

Jeg fik det vist udtrykt, så det var temmelig let og ligetil at forstå!

Til det svarede min læge så, at min utilfredshed måtte jeg ytre i et læserbrev til politikerne, som havde lavet dette stive system, og i øvrigt var man som læge heller ikke berettiget til honorar, når man håndterede flere ting under samme konsultation, så det måtte jeg vel kunne forstå.

Uden at kommentere lægens opfordring til at skrive læserbrev tænkte jeg, at ”så fik jeg sgu da et eller andet med herfra, som måske kunne bruges”.

Da vi havde skulet lidt til hinanden, bestemte min læge sig for at sætte gang i det hele, og nu skulle det jo gå stærkt, eftersom konsultationtiden var brugt temmelig uproduktivt i vores lille meningsudveksling.

Mit helbred viste sig heldigvis at være nogenlunde normalt, undtaget mit blodtryk, som lige skulle have lidt tid til at finde tilbage til normalen igen.

Da vi var igennem det hele hos lægen, fik jeg taget blodprøver af en klinikassistent og hjertediagram hos sygeplejersken.

Jeg takkede alle for deres indsats og gik så ud derfra med en enkelt lille ting, der skulle tjekkes på sygehuset.

Jeg tænkte, at nu hvor jeg var kommet til byen, ville det være vældig rationelt, om det også kunne ordnes.

Jeg begav mig ind på afdelingen på en løs chance, kan man kalde det, forelagde personalet mit ærinde, og minsandten om ikke jeg der blev mødt med stor fleksibilitet og vilje til at få tingene gjort. 

Beskeden var, at hvis jeg var hurtig og i øvrigt ikke gav anledning til bøvl, ja, så kunne jeg godt lige puttes ind.

Jeg slog hælene sammen, gjorde præcis som der blev sagt, og 10 minutter senere opløftet i humør af en god behandling var jeg ude igen med en frisk test, som jeg straks afleverede til min læge, så hun hurtigt kunne afslutte mit besøg og få oplevelsen lidt på afstand. 

Ude af øje, ude af sind.

Nu er historien så blevet til dette lille skriv, men på trods af lægens ønske om at adressere det til politikerne, vil jeg lade det stå åbent som en opfordring til at udvise samfundssind og smidighed, at få tingene gjort, uden at der skal blandes nidkær millimeterretfærdighed og penge ind i alt.

Igen synes jeg, det er på sin plads at løfte blikket og kikke bare lidt ud i verden. 

Der vil en lille historie som denne hurtigt forsvinde, blive opslugt af en virkelighed langt større og mere alvorlig.