Leder

Hvem løber du for, Jørgen Hein?

Den radikale rådmand i Aalborg har forsøgt at betjene sin hjerteklub og sin by på en og samme tid. Selv om han er en hurtig løber, har det vist sig at være umuligt at nå begge dele uden at havne i en interessekonflikt.

Jørgen Hein har hurtige fødder. Hans rekord på en fem-kilometer er 14 minutter og 22 sekunder. Enhver, der har løbet med i DHL-stafetten, vil vide, at det er imponerende hurtigt.

Netop DHL-stafetten og et andet populært løb, Royal Run, har på få år forvandlet Aalborg Atletik og Motion fra en lille, tilskudsafhængig forening til et velpolstret foretagende med en egenkapital på 2,6 millioner kroner, og Jørgen Hein har som mangeårig ildsjæl i foreningen stor andel i den flotte fremgang.

Hans puls banker for løbeklubben, men han er også rådmand i Aalborg og spidskandidat for Det Radikale Venstre ved det kommende kommunalvalg, og som NORDJYSKE i dag kan afsløre, havde han ved seneste generalforsamling i klubben problemer med at huske, hvilken løbetrøje han havde på.

”Det vil være et problem, hvis Aalborg Kommune finder ud af, hvor mange penge vi har”, sagde kommunens rådmand til forsamlingen, da spørgsmålet om en modernisering af klubhuset – med kommunal støtte – kom op.

Jørgen Hein bekræfter, at han sagde ”noget lignende”, men at det var ment ”lidt i spøg”. Over for NORDJYSKEs undersøgende journalist Lars Teilmann gentager han dog sit grundlæggende synspunkt, nemlig ”at hvis vi står med en bankbog på flere millioner i Aalborg Atletik og Motion, så kan vi jo ikke forvente, at vi kan få tilskud, hvis vi søger om tilskud til materialer og så videre. Det er klart. Det kan vi ikke.”

Det har Jørgen Hein ret i. Aalborg Atletik og Motion har med dygtighed skabt en succeshistorie ved at arrangere DHL-stafetten og Royal Run, og det skal foreningen på ingen måde straffes for – heller ikke selv om succesen skæpper godt i kassen. Men det er vel kun rimeligt, at en forening i første omgang selvfinansierer sit virke, som for eksempel at gøre et klubhus mere tidssvarende, og så kan kommunen vælge at bakke op, når det skønnes nødvendigt og i lokalsamfundets interesse.

Det var blot ikke rådmandens pointe på generalforsamlingen. Her brugte han ordet ”problem” om den risiko, at kommunen fik kendskab til foreningens formue. Det kan dårligt tolkes på anden vis, end at kommunen helst skulle forblive i den tro, at klubkassen var mere tom, end den reelt var, så tilskuddet blev større, end det ville blive, hvis kommunen var fuldt ud orienteret.

Aalborgs sundheds- og kulturforvaltning vil nu kaste et kritisk blik på atletikklubbens regnskab for at undersøge, om alt er gået rigtigt til. På det mere personlige plan kan Jørgen Hein med sin uheldige udtalelse have forbrudt sig mod det såkaldte krav om decorum. Det vil sige, at han som folkevalgt skal opføre sig værdigt og ikke må begunstige enkeltinteresser på kommunekassens bekostning. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om rådmanden har opført sig værdigt. Sådanne spørgsmål afgøres bedst af vælgerne, og der er kommunalvalg om godt et år. Men jeg stiller spørgsmålet:

Hvem løber Jørgen Hein for: klubben eller kommunen? Jørgen Hein fortjener anerkendelse for sin store indsats for at fremme sport og sundhed gennem mange år. Men man kan ikke varetage sin hjerteklubs interesser og sin bys interesser på en og samme tid, selv om man løber nok så hurtigt på en fem-kilometer. Det skaber, som vi afdækker i dagens avis, en konflikt, som Jørgen Hein kun kommer ud af ved at vælge enten klubben eller kommunen fra.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.