Hvem tager du fat i?

Mette Bugge, erhvervsdirektør i BusinessAalborg, Aalborg Kommune PR-foto
Når en opgave skal løses, eller et problem dukker op, som jeg ikke umiddelbart selv kan se en løsning på, så har jeg igennem årene erfaret, hvor vigtigt det er at have et godt netværk og være omgivet af kompetente mennesker i hverdagen.
Mennesker, der kan se de koblinger eller de muligheder, som jeg ikke selv kan få øje på. Det gælder både, når opgaven er af praktisk karakter, og når problemstillingen er mere kompleks. Og både i mit private og professionelle virke.
I en verden, hvor den digitale udvikling accelererer, og hvor de globale udfordringer kan være nærmest uoverskuelige for det enkelte menneske, tror jeg på, at fælles løsninger og dedikerede partnerskaber er en forudsætning for at kunne imødekomme de store samfundsmæssige udfordringer, som vi står overfor.
Vi skal turde sætte en dagsorden, der er større end os selv, stille spørgsmål, som vi ikke selv er i stand til at besvare og udfordre os selv på nye måder at gøre tingene på.
Historisk set har vi i Aalborg og Nordjylland været gode til at arbejde sammen og finde løsninger i fællesskab, men vi kan også have en tendens til at lukke os omkring os selv. Så selvom jeg stort set altid møder åbenhed og villighed, når jeg spørger om hjælp, så oplever jeg stadig en generel tøven i forhold til at række ud til andre for at få hjælp eller et godt råd med på vejen.
Og det er der slet ingen grund til.
De virksomheder, jeg møder i mit daglige virke, er villige til at bidrage og støtte op om fælles dagsordener, og de mennesker, jeg møder, vil gerne bruge deres tid og energi på at gøre en forskel for andre.
Opgaven ligger i at finde den gode balance mellem at være dedikeret til opgaven og tro mod os selv samtidig med, at vi har fokus på, hvor udfordringerne ligger, og hvem der kan hjælpe os med at løfte dem, vende dem på hovedet og se nye muligheder.
Vores opgave i BusinessAalborg er til enhver tid at række ud til erhvervslivet gennem tillidsfulde relationer og godt samarbejde, så vi kan hjælpe virksomheder, iværksættere og investorer med at skabe den synergi organisationerne imellem, som der skal til lige nu i vores samfund og i vores kommune, hvis vi skal lykkes i fællesskab.
Derfor vil vi gerne være med til bygge bro, støtte op og især at bringe mennesker sammen. Det gode netværk og det rigtige match mellem mennesker kan skabe nogle meget bedre løsninger, end vi kan skabe hver for sig.
Har du nogle udfordringer i din virksomhed, som du har svært ved at få hul på, så har vi måske det helt rigtige match til dig. Og ellers kender vi sikkert nogle, der kan hjælpe dig videre.
Du er altid velkommen til at tage fat i os!
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.