Hvor blev indbrudstyven af? Se her, hvor travlt tyven har haft i din kommune
Coronaen har holdt mange tyve fra døren - især de udenlandske. Men i én nordjysk kommune går det den forkerte vej
Opdateret 09. december 2020 kl. 14:20
NORDJYLLAND: De fleste, der har oplevet at have haft indbrud, kan nok nikke genkende til, hvor ubehageligt det er at komme hjem og se, hvordan tyve har rodet i ens private ejendele og derudover selvfølgelig opdage, at man har mistet værdifulde møbler eller uerstattelige arvestykker.
Men risikoen for at opleve netop dét er blevet væsentligt mindre i Nordjylland - ja, i hele landet. Og især i 2020, hvor coronaen ikke blot sendte mange hjem fra arbejde og skole, men også holdt indbrudstyven væk.
Selvom der stadig mangler en måned af året - og selvom det er en måned, der har ry for at være en stor indbrudsmåned - så er antallet af indbrud nu så lavt, at man allerede nu kan kåre 2020 til et rekordår. På den positive måde.
998 indbrud er der pr. 30. november anmeldt, og det er et fald på hele 451 indbrud i forhold til samme tidspunkt i 2019, der ellers havde rekorden for det år med færrest indbrud i Nordjylland.
- Jeg er selvfølgelig vældig godt tilfreds med, at risikoen for indbrud er reduceret. Det er jo en af vores kerneopgaver at sørge for, at borgerne ikke skal udsættes for det. Når det er sagt, så er det selvfølgelig stadig for mange indbrud, og vi skal endnu længere ned, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, Nordjyllands Politi.
Lukkede grænser har haft betydning
Indbrudstallene er faldet støt de seneste år, men at der har været ekstra langt mellem indbruddene i år er tydeligt, når man sammenligner med 2018. På blot to år er der nemlig sket en halvering af antallet indbrud i private hjem.
Det store spørgsmål er så, om det kun er coronaens nedlukning af samfundet, der har sat sit præg på aktiviteten hos indbrudstyvene?
- Coronaen er selvfølgelig en stor del af forklaringen, og vores fald i antallet af indbrud er ikke unik i forhold til andre politikredse. Folk har jo i højere grad været hjemme og i sommerhusene, og så har vi ikke været så meget udenlands, som vi plejer. Og det gør, at der har været større risiko for indbrudstyven for at blive opdaget, forklarer Anders Uhrskov.
Det er dog ikke blot færre tomme huse, der er årsag til, at færre har været nødsaget til at anmelde indbrud.
I forbindelse med coronaen blev grænserne nemlig også lukket, hvilket betød, at de udenlandske indbrudstyve - de såkaldte omrejsende kriminelle - ikke kunne rejse ind i landet som hidtil.
- Det spiller også ind, at de omrejsende kriminelle ikke har kunne kommet herop, og det har medvirket til det markante fald, siger Anders Uhrskov uden at ville spå om, hvor mange indbrud denne gruppe kriminelle står for.
- Men hvis vi kun havde lukket for grænserne og ikke andet, så havde vi stadig set et fald i antallet af indbrud - det havde bare ikke været så stort, siger han.
For der er stadig masser af nordjyske indbrudstyve, og det er nok også dem, der har stået for størstedelen af de 998 indbrud.
Selvom coronaen får en stor del af æren for det lave indbrudstal, så var der allerede inden coronaens indtog en tendens til fald i indbrud, understreger Anders Uhrskov.
Og det skyldes i høj grad borgernes egen indsats, krydret med politiets øgede fokus på området.
- I januar og februar så vi også pæne fald i indbrudstallet. Så tendensen var der allerede. Og det skyldes blandt andet, at der er en markant større interesse blandt borgerne for at sikre deres hjem og deltage i nabohjælp. Og så har vi også haft øget fokus på området de seneste år, som også gør, at vi er blevet bedre til at fange nogle af indbrudstyvene, siger Anders Uhrskov.
Flere indbrud i Himmerland
Midt i glæden over få indbrud og roserne til borgerne, så er der også skår i glæden. For det er ikke alle nordjyske kommuner, der oplever færre indbrud.
Modsat de andre nordjyske kommuner, så har kommunerne i Himmerland oplevet en stigning.
Det er godt nok en lille stigning - især i Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner, der kun er noteret for sammenlagt fire indbrud flere - men i Rebild Kommune er tendensen markant.
Her er der blevet begået 27 flere indbrud, og den procentvise stigning er ret stor - nemlig 62 procent. Til det regnestykke hører dog også, at det er forholdsvis få indbrud, der er i Rebild Kommune - nemlig 42 i 2019 og altså 69 i 2020.
Men udviklingen er blevet bemærket hos Nordjyllands Politi.
- Rebild Kommune har ligget på et meget lavt niveau i mange år, men det er klart, at vi er meget opmærksomme på udviklingen. Og vi vil have endnu mere fokus på de tre himmerlandske kommuner, siger Anders Uhrskov.
I 2018 flyttede en indbrudsgruppe ind i den nedlagte nærstation i Brønderslev, efter der i længere tid havde været mange indbrud i Vendsyssel.
Først senere lavede politiet samme indbrudsgruppe i Himmerland, men Anders Uhrskov mener ikke, at politiet har nedprioriteret kommunerne syd for fjorden.
- Vi har faktisk forsøgt at være på forkant i Himmerland, og berigelsesindsatsen i syd er mindst lige så stærk som i den øvrige del af politikredsen, siger han
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

