Leder

Hvorfor ikke hoppe ud?

Med Jens Rohde har endnu en politiker sig afgørende siden valget for knap to år siden

Debatredaktør Ove Nørhave. Foto: Lars Pauli

Debatredaktør Ove Nørhave. Foto: Lars Pauli

Aldrig har troløsheden været større på Christiansborg.

Sit parti skylder man intet.

Sig selv skylder man alt.

Ikke færre end 12 folketingspolitikere befinder sig nu et andet sted end lige efter valget for knap to år siden.

Nogle har valgt at blive løsgængere. Andre har sluttet sig til en anden gruppering.

Senest har Jens Rohde endnu engang skiftet retning. Efter 22 år i Venstre - heraf otte år i Folketinget - foretrak han i stedet Det Radikale Venstre i 2015, og det foreløbigt seneste stop hedder Kristendemokraterne, som dermed pludselig er tilbage i Folketinget for første gang siden 2005.

Også andre har været flittige partihoppere. Blandt andre Ida Auken, som oprindeligt har været valgt ind for SF for siden at skifte til De Radikale og nu senest - efter hele ni måneder sygeorlov som følge af stress - Socialdemokratiet.

Som udgangspunkt er det en ærlig sag at komme på andre - og hvem ved, måske bedre - tanker.

Selvfølgelig skal man heller ikke finde sig i hvad som helst - og nogle afhoppere har da også ligefrem talt om regulær nedsmeltning af den flok, som de har forladt.

Men hele 12 folketingsmedlemmer, der af forskellige grunde ønsker at foretage sig noget andet, end de strengt taget er valgt ind på i sin tid, forekommer godt nok voldsomt. Også fordi partihopperiet altid foregår fra parti til parti - eller helt ud af et parti (og dermed ud i en større uvished). Hopperiet foregår så godt som aldrig helt ud af Folketinget.

Det kan det være adskillige grunde til - og i det mindste nogle af dem skal muligvis findes i endog særdeles lukrative løn- og pensionsvilkår, der har forvandlet tidligere tiders hverv til egentligt erhverv.

Fra tid til anden bliver vælgerne belært om, at folketingsmedlemmer er noget ganske særligt, som eksempelvis ikke har nogen arbejdsgivere, som de skal stå til ansvar for. I hvert fald ikke andre arbejdsgivere end dem, der forventes at blive ved med at stemme på de samme politikere, uanset hvor de så end måtte befinde sig på den politiske skala.

Ikke ét ord står der om politiske partier i grundloven, der taler om, folketingsmedlemmerne ”er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”.

Moralsk set er det mest ærlige at træde helt ud af Folketinget og prøve lykken for et nyt parti ved næste valg - i stedet for at tage pladsen op.

Som absolut minimum må vælgerne kunne forlange, at politikere, der har meldt sig ud af et parti, og som har meddelt, at de ikke ønsker at genopstille næste gang, hurtigst muligt søger mod udgangen. Alt andet ligner i alt for høj grad klæberi til en taburet, som andre (og vælgere) må have væsentligt større glæde af.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.