Ildebrand

Hybridbil brød i brand på bakketop - måtte sænkes i container fyldt med vand

Bilen skal nu stå i containeren i 24 timer, før beredskabet kan hæve den igen

Det er en container som denne, beredskabet bruger ved brand i el- og hybridbiler
Det er en container som denne, beredskabet bruger ved brand i el- og hybridbiler Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 19:31

Der udbrød fredag eftermiddag brand i en hybridbil, der stod til ladning i en carport på Fuglsangsgade i Mariager.

- Nu har vi fået den taget ud fra carporten, hvor den stod inde i, og fået den placeret i en container, vi fylder, så bilen er halvt dækket af vand, så vi hele tiden har køling på batteripakken, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Klavs Bojsen fredag aften.

Opmærksom ejer

Branden opstod ved en varmeudvikling, der muligvis skyldes en kortslutning i bilens batteri.

Heldigvis opdagede ejeren af bilen hurtigt branden og tog strømmen fra den.

Derfor brød bilen også først for alvor i brand, da de første brandfolk allerede var nået frem til adressen.

- Gudskelov, at det ikke var sket om natten. Så havde de i hvert fald vågnet ved, at der havde været en ordentlig brand, og at der på det tidspunkt også havde holdt en benzinbil ved siden af, siger Klavs Bojsen.

24 timer i vand

Inden beredskabet kunne sænke bilen i vand, holdt de batterierne nedkølet og trak bilen ud af carporten. En kran blev brugt til at sænke bilen ned i containeren.

Bilen skal nu stå i containeren i 24 timer, før beredskabet kan hæve bilen op igen.

Imens laves der en vagtordning for brandfolket i Mariager, der løbende skal holde øje med containeren. Derefter skal slukningsvandet håndteres, inden containeren kan tages med beredskabet hjem igen.

- Der sker en reaktion inde i det batteri, og det tager rigtig lang tid, inden det er kølet ordenligt ned, fortæller indsatslederen, der tilføjer, at containeren også er smart, fordi beredskabet arbejder på en villavej, der går stejlt op ad.

- Vi står oppe på en bakketop, og skulle vi så bruge mange tusinde liter vand, ville vi jo lave en større forurening på det, siger han.

Beredskabet forventede fredag omkring 18.30 at være på adressen en time endnu.

Ingen kom til skade ved branden, som blev anmeldt fredag klokken 15.57.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden