”Når hesten ikke kommer til truget af sig selv, kan man jo prøve med en sukkerknald”. 

Det er jo præcis det, brødrene Færch har gang i i disse dage, når de i Nordjyske fortæller, at de er parat til at stikke 15 pct. af deres overskud fra en evt. kommende kæmpesolcellepark i en fond til lokalsamfundet – herunder den lokale friskole.

Er nødt til at sige, at de glemmer lige nogle meget væsentlige mellemregninger. 

Umiddelbart er det lidt som at tisse i bukserne – det varmer så dejligt et par sekunder og bagefter, ja, så er det ret ubehageligt mildt sagt.

For det er præcis den samme effekt, en fond fra brødrene Færch vil få på lokalsamfundet. 

I starten vil der fortsat være børn i skolen, men i takt med, at de, der skal ”levere” børn til skolen, begynder at udeblive, fordi det ikke længere vil være attraktivt at flytte på landet ved tanken om masser af solceller, der dækker kæmpe markarealer samt ingen mulighed for at låne til udbetaling og/eller renovering af huse i banker og kreditinstitutter, ja, så kommer en lille skole hurtigt til at måtte dreje nøglen om.

De fleste af os, der bor her i forvejen, hopper ikke på limpinden med de 15 pct. til skole og lokalsamfund. Vel
at mærke 15 procent, der vel skal fordeles mellem Bakholm, Hundelev, og Vennebjerg, må man gå ud fra.

At ”tilbuddet” kommer nu, er ikke mærkeligt, men må betragtes som en krampetrækning fra brødrenes side,
da de nu forstår, at lokalsamfundet er imod, så der forsøges med en pose penge til at lukke munden på de
lokale. 

Uanset hvor mange procent de måtte beslutte sig for at skyde ind i lokalområdet, ændrer det ikke
ved det faktum, at solceller over tid vil forurene jorden, vandløb og grundvand med mikroplastpartikler og
PFAS. 

At der vil være stor risiko for store støjgener fra invertere, transformatorstation. 

At de, der bor på nordsiden af en solcellepark, kommer til at kigge ind i en grå ”Berlinmur” af aluminium m.v. 

At de, der bor øst, syd og vest for solcellerne, vil kigge ind i en tilsvarende overvejende sort mur af glas tilsat diverse andre materialer og jævnligt vil opleve genskær fra solcellerne.

De 15 procent ændrer heller intet ved, at alle boliger – allerede nu – har lidt store værditab. 

Der kan ikke handles hus herude, og hvis projektet bliver til noget, vil vi beboere i nærheden af projektet reelt være stavnsbundet. 

Med til det samlede billede hører også, at brødrene Færch for mange år siden er fraflyttet egnen – og så vidt vides ikke har planer om at slå sig ned som nærmeste nabo til projektet. 

Fra kommunalpolitisk side har man ikke lagt skjul på, at man lægger vægt på en lokal forankring – også fra
ansøgers side, hvilket man på ingen måde kan sige er tilfældet. 

Retten til at kalde sig lokalt forankret har brødrene Færch jo for længst mistet, og opbakning fra lokal side findes ikke – måske undtagen enkelte potentielle investorer, der har ladet sig lokke ved udsigten til flere penge på kontoen.

Kære Rasmus og Jacob Færch: Alt kan ikke gøres op i penge, selv om I måske synes det. 

Livsværdier, som hvor man vælger at bo, hvor éns børn skal vokse op, gå i skole, og hvordan man vil indrette sit liv på alle parametre, er for rigtig mange herude vigtigere end penge. 

Forsøg på dialog med udvalgte i 11. time klinger hult, og det er sørgeligt, at I tilsyneladende ikke forstår det.

Kritikere af et nej til solcelleanlæg på Overklits jord, bruger retorikken ”vil I da ikke den grønne omstilling?”.

Jo – det vil vi, men det skal ikke placeres et åbenlyst uegnet sted, som blot er valgt ud fra, hvem der ejer meget jord og derfor kan søge. 

Hjørring kommunes Teknik- og Miljøudvalg bør efter udløb af fristen for indsigelser til de forskellige projekter (6.10.) tage arbejdstøjet på og først og fremmest sætte sig ned og finde ud af, hvilke overordnede
retningslinjer der skal gælde på området, herunder: hvad har kommunen reelt behov for, hvor skal det
placeres og hvordan... set i et samfundsmæssigt perspektiv med de hensyn, der nu skal tages til både
mennesker, dyr og natur.

Efterskrift: Vores statsminister Mette Frederiksen stod i går på Folketingets talerstol og italesatte behovet for
at kommunerne speeder op på ”den grønne omstilling”. 

Kunne ikke lade være med at tænke, at hvis man gør det ved hjælp af at placere kæmpe solcelleanlæg som det, der er ansøgt om af brødrene Færch v/Bakholm, ja, så bliver fremtidens ”flygtninge” landboere, som må fortrække til de store byer – uden penge til de dyre boliger dér. 

Måske bliver nye containerboliger – i lighed med det, studenter er blevet tilbudt – eneste alternativ?