Inger Støjberg spytter efter københavnere, men det er jyder, hun rammer i nakken
Provinsen er i høj kurs for tiden. Den behøver ikke at blive talt op på hovedstadens bekostning. Provinsen klarer sig fint i egen ret
Opdateret 16. maj 2022 kl. 14:23
På sin vej ud af Venstre giver Inger Støjberg de uproduktive københavnere skylden, og hun taler om, at linjerne mellem hovedstaden og provinsen er blevet svagere.
Men det er ikke det, jeg ser. For det er ikke københavnere fra de fine saloner, der nu piber over at blive ramt af Støjbergs mundskrå; det er i bemærkelsesværdig grad jyder.
I Holstebro-kredsen kalder den lokale Venstre-formand det for "noget vrøvl", når Støjberg siger, at der er en verden til forskel mellem Christiansborg og baglandet. Han minder om, at der faktisk sidder jyder i partiets hovedbestyrelse.
En aalborgensisk studerende, Andreas Lohmann, skriver i Information, at Støjberg som grøftegraver forhindrer den stille og rolige samtale: ”Det er i virkeligheden det, som er det mest provokerende ved hendes fremstilling af Jylland, for den er i sidste ende slet ikke jysk.”
I Ekstra Bladet skriver avisens opinionsredaktør Mads Kastrup, født og opvokset i Vejgaard, at Inger Støjberg bidrager til at gøre ”alle vi jyder til en parodi”: ”Jeg gider ikke være defineret ved den løgn, at der i et land af Danmarks størrelse skulle være mere, der skiller os, end der samler os.”
Og med et humoristisk pip her på NORDJYSKE skrev politisk analytiker Anders Sønderup forleden, at den fælles-jyske identitet, som Støjberg taler om, ikke favner alle jyder: ”Også i Hadsund er der en del, der foretrækker mere moderne kaffe end den, der er brygget på filtermaskinen.”
Konflikten mellem Jylland og København er gammel og på nogle punkter reel. Der er virkelige problemer, vi er nødt til at gøre noget ved: Den ulige adgang til lægebehandling, centralisering af beslutninger længere og længere væk fra borgerne, en stadig alt for lille og langsom udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til andre dele af landet.
Men Inger Støjberg sidder fast i en verden af i går, når hun tror, hun taler Jylland og dermed sig selv op ved at tale hovedstaden ned. Det er en krykke, som provinsen de fleste steder for længst har stillet fra sig. I dag behøver ingen tale provinsen op ved at gøre det på andres bekostning, for provinsen tilbyder nogle af tidens mest eftertragtede værdier:
Plads, ro, tid, natur, sommerhuse, luft i budgettet, rigtigt bagerbrød til menneskepriser. Og tilbuddene kommer i stigende grad med det, der skaber grobund for et moderne hverdagsliv med familie og karriere uafhængigt af postnummeret: Hjemmekontor og Teams.
Fire ud af fem danskere bor i provinsen. En stor del af danskerne i København er født i provinsen. Du kender sikkert vittigheden: Hvor finder du en jyde i København? Du går ind i nærmeste virksomhed og spørger efter chefen. Når vi her på NORDJYSKE studerer brugerdata, kan vi hver dag konstatere, at vi har tusindvis af læsere i København. De er eksil-nordjyder med fødeegnen solidt forankret i sjælen og med et uimodståeligt behov for at læse sidste nyt om AaB.
Linjerne mellem provinsen og hovedstaden er nok mere og mere utydelige, men det skyldes ikke, at de kappes over af arrogante københavnere. De viskes ud, fordi de betyder stadig mindre i vores liv. Vi bor i Jylland, men kan arbejde for hvem som helst, hvor som helst. Vores børn taler jysk, men begår sig som verdensmænd på flere sprog. Vi har tabt vores hjerter til den nordjyske kystlinje, men glæder os til igen at tage på storbyweekend.
Når jyder reagerer instinktivt imod Inger Støjbergs forsøg at på skabe en modsætning mellem Jylland og København, viser det, at de ikke ønsker at blive gjort til en stereotyp af en forsmået provinsborger med et mindreværdskompleks i forhold til hovedstaden. Sådan kan de ganske enkelt ikke se sig selv.
Hvad jyder derimod kan se, er ironien i, at Inger Støjberg taler sig ind i en jysk identitet, men i praksis søger bekræftelse fra Nye Borgerlige, der styres af en nordsjællandsk velhaver med luksusyacht og bolig i Schweiz, og Dansk Folkeparti, der snart er ledet af en københavnsk libertiner iklædt Borsalino-hat.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.