Jeg arbejder til daglig sammen med kandidater fra de lukkede uddannelser, og de er uundværlige
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Nordjyllands fremtid bliver ikke afgjort af, hvor meget teknologi vi har, men af, hvor godt vi forstår at bruge den. Derfor er det bekymrende, at Aalborg Universitet nu overvejer at lukke de humanistisk teknologiske kandidatuddannelser.
Reformen kræver, at der skæres, omlægges og prioriteres. Det politiske pres er reelt. Men når beslutningen tages, skal det være med fremtiden for øje. Hvis universitetet vælger at lukke de humanistisk teknologiske uddannelser, skærer de direkte i erhvervslivets og samfundets fremtid.
Danmark får ikke mindre, men mere brug for ledere og specialister, der forstår både teknologi og mennesker. Dem, der kan omsætte komplekse systemer til praksis, etik og forretningsværdi. De kompetencer findes netop i uddannelser som informationsvidenskab, interaktive Digitale Medier og oplevelsesdesign.
Jeg arbejder til daglig sammen med kandidater fra én af disse uddannelser. De får komplekse systemer, data og nye teknologier til at hænge sammen med virkeligheden, med kunder, medarbejdere og forretningen. Det er dér, værdien af teknologi opstår.
Universitetet har naturligvis pligt til at handle inden for de politiske rammer. Men det har også et ansvar for at tænke længere end til næste budgetår. Dets opgave er ikke kun at reagere på, hvad der efterspørges i dag, men at uddanne til det, vi får brug for i morgen.
Aalborg Universitet har før vist, hvad fremsynethed kan skabe. Da man satsede på rumteknologi, var det et valg, der siden har gjort Aalborg til et internationalt center for satellitteknologi. Den samme langsigtede tænkning har vi brug for nu i mødet mellem teknologi og humaniora.
For hvad godt gør teknologi os, hvis ikke vi kan bruge den meningsfuldt? Hvis ikke vi forstår dens konsekvenser og muligheder – som for eksempel den bølge af kunstig intelligens, der netop nu ændrer vores måde at arbejde, kommunikere og tænke på? Det er netop her, de humanistiske it-uddannelser gør forskellen.
Hvis vi vil have et stærkt, digitalt og bæredygtigt Nordjylland, skal vi ikke afvikle de uddannelser, der bygger bro mellem mennesker og teknologi. Vi skal have flere uddannede derfra, ikke færre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.