Jeg ønskede min mor død

AFSKED:Har du nogensinde ønsket nogen død?

Det har jeg!

Jeg har bestemt mødt mennesker i mit liv, som jeg helt ærligt ikke kunne lide. Som måske endda kunne betegnes som en fjende? Men derfra og til at ønske dem død, det er langt væk for mig. Meget langt.

 Men nej, det var ikke min fjende, jeg ønskede død.

Det var min mor.

Min højt elskede mor.

JEG HAR ofte fået at vide af dem, der kender mig, at jeg er mere robust end gennemsnittet. Og de har ret – desværre. For jeg har ikke lyst til at være det! Jeg har læst et sted, at robusthed er noget, man træner ligesom en muskel. Det giver rigtig meget mening for mig. Der har været mange grund til, at jeg skulle bruge den muskel i mit liv. Alt for mange gange.

EN AF dem var for snart 15 år siden, da min mor på 62 endnu engang blev ramt af kræft – denne gang lungekræft. På samme tid, som min far – med prostatakræft. Min far blev helbredt, men kræften tog ubarmhjertigt min mor.

FOR AT forstå min rejse mod ønsket om, at min mor skulle dø, så skal du vide, at var min mor året i forvejen blev helbredt for lungekræft - det holdt desværre ikke længe og hun blev syg igen.

Men min mor var en fighter. En ensom fighter. Så jeg vidste intet om, hvad der reelt foregik. Jeg er familiens efternøler, så jeg ved, at det var et godhjertet, men mislykket forsøg på at skåne mig.

JEG HUSKER den dag, at hun skulle hentes hjem fra sygehuset efter at have været indlagt en måned. Det var min 32 års fødselsdag. Jeg var glad – endelig skulle hun hjem til min far.

Jeg troede oprigtigt, at hun nu var blevet helbredt (igen). Imens vi gør hende klar, kommer en af sygeplejerskerne hen til mig. Kender du det, at du får noget at vide, som du registrerer, men bare ikke forstår meningen af? Det var sådan et øjeblik for mig. Sygeplejersken agede lige så stille min hånd, gav den et tryk og sagde: “Jeg håber, at I får en god sidste tid derhjemme”.

Men nej – jeg har aldrig før ønsket nogen død. Men det har jeg gjort om min mor – Natten inden hun døde.

HVIS JEG skulle genspille scenen, så ville hendes skrig være uden for normal volumen, men det må den ikke have været, da min far sov i værelset ved siden af.

Men lyden er stadig i mine ører. Øredøvende. Sjæleknusende. Hjerteskærende. Grufuld. Rædselsfuld.

MIN storesøster og jeg sad hos min mor. Hun ville ikke lægge sig ned. Dette lille, skrøbelige menneske med den smukkeste sjæl, sad som forstenet i sengen. I flere timer var hendes blik fikseret over mod et hjørne i værelset – og hun skreg. Skreg som om, at det hun kunne se lige der, var noget intet menneske nogensinde skulle se. Vi holdt om hende. Vuggede hende, som hun havde gjort, ved os begge, da vi var små. Og vi græd. Græd fordi, at hendes rædselstilstand var fuldstændig ugennemtrængelig. Og jeg husker at være så bange for, om hun troede, at hun var alene.

EFTER FLERE timer sådan, så kom tanken. Tanken om, at dette skulle ende. Tanken om, at jeg lige nu og her – i dette sekund ønskede hende død af hele mit hjerte. “Mor – det er ok – du må godt give slip nu!”.

Disse 10 ord er endnu de mest smertefulde, som jeg har sagt. Ord som på en gang indeholdt en bøn om, at dette skulle slutte samtidig med en accept og en tilgivelse af, at hun gav op. Og en tanke om, at hvis det ikke stoppede, så måtte jeg selv stoppe det. Men det stoppede ikke – og jeg stoppede det ikke. Vi ringede efter en sygeplejerske, som efter lægens anvisning gav hende medicin. Min mor faldt til ro – faldt hen. Og vi gik i seng – vi kunne ikke føle, ikke tænke, ikke sanse eller forstå mere.

JEG VAR den første til at vågne efter et par timer. Klokken var omkring 7, solen skinnede ind og varmede mit ansigt.

Dagen var Sankthans. Jeg var den første til at gå ind til min mor. Og fandt hende død. Lige der i hendes seng. Hun havde lige været der. Nu var hun der ikke mere. Hun endte med at dø helt alene. Uden os.

JEG GÅR ind for aktiv dødshjælp!

Hvorfor jeg siger dette højt her, ved jeg ikke. Måske er det bare et råb, som jeg håber, at andre vil høre. Om hvad det gør ved de døende og de pårørende, fordi det ikke er en mulighed. Så dette er mit råb.

JEG BLEV på intet tidspunkt tilbudt hjælp. Ingen hånd rakte ud. Men jeg fandt selv hjælpen. Tvunget til det, da jeg ikke kunne sove om natten, fordi jeg stadig hørte min mors skrig. Men robustheden, som jeg fik af at holde stramt på mig eget blødende hjerte, ville jeg ikke ønske for min værste fjende. Så ingen aktiv dødshjælp og ingen aktiv livshjælp…

MOR, jeg ville ønske, at jeg kunne have hjulpet dig og os ud af vores umenneskelige smerte. Jeg ville ønske, at vi kunne have snakket om døden – og du i denne verden kunne have valgt, hvordan døden skulle være for dig. Og vi alle kunne have været i det på en måde, som viste dig den respekt, kærlighed og rummelig, som du viste alle mennesker igennem hele dit liv. Jeg ville ønske dig død, før døden valgte at tage dig. Selvom jeg hver dag ønsker, at du stadig var her.

Maj Kær er Vice President of People i firmaet Shaping New Tomorrow. E-mailadresse: mka@shapingnewtomorrow.com. Næste mandag langer hun Stafetten videre til Lise Nordklitgaard, for "hun er en formidabel netværket og har egen virksomhed".