Jes Lunde: Bliver det snart børnenes tur?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
SKOLER: Byrådet i Aalborg Kommune er så småt ved at være kommet i gang med sit arbejde. Jeg håber, at valgkampen er så kort tid væk, at de fleste stadigvæk kan huske, hvad de lovede vælgerne.
I valgkampen var vi mange, der satte fokus på børnenes vilkår. Det er på høje tid at investere stort i de mindste, skabe mere ro, mere stabilitet og bedre rammer for Aalborgs børn i de første 1000 dage af deres liv, som er så afgørende for at komme godt i gang med et sundt og udviklende børneliv.
Kvaliteten i børnepasningen fik sidste forår en meget betydelig kritik på tværs af hele landet i en undersøgelse. Kun en tiendedel blev vurderet til at have høj kvalitet. Mere end en tredjedel havde ”utilstrækkelig kvalitet”. Det er jo åbenlyst slet ikke godt nok.
Når forældre afleverer deres børn i dagpasningen skal de kunne have tillid til, at der er både god kvalitet og tilstrækkelig tid til, at de voksne kan tage sig af børnene. Sikre at alle børn har det trygt og godt. Sikre at alle udvikler sig godt motorisk, sprogligt, forståelsesmæssigt og trøste når det er det, der er brug for.
Der skal udarbejdes en målrettet plan for at forbedre kvaliteten. Børn skal have en god og tryg barndom med gode udviklingsmuligheder hele vejen. Det kræver bl.a. flere pædagoger, så der er den nødvendige tid til børnene og fokus på den tidligst mulige indsats, hvis der er børn, der har brug for støtte.
Fokusklasser
Folkeskolen i Aalborg Kommune er god og velfungerende på rigtigt mange områder. Men der er brug for at skolen kan rumme flere børn, så færre må forlade klassen og henvises til særlige tilbud, og så vi kan nedbringe skolevægring.
Det kræver blandt andet investering af et tocifret millionbeløb årligt i co-teaching, hvor der er en ekstra lærer eller pædagog i klassen, når der er behov for særlig støtte, for at flere elever kan forblive i klassen. En løsning der også skaber større mulighed for, at flere er med i de gode fællesskaber, der rækker ind i fritiden.
Der er et stigende udgiftpres særligt på de specialiserede skoletilbud. Med oprettelsen af Fokusklasser er der taget de første skridt til at give flere elever en bedre skoledag, der ydermere på sigt kan nedbringe udgiftspresset.
Det afgørende at der i de kommende år er politisk ro omkring Fokusklasserne så fagpersonalet og forældrene få de bedste muligheder for at bidrage til at børnene trives, kan indgå i et positivt læringsfællesskab.
Budgetlægning
Den nødvendige økonomiske styrke til at forfølge disse mål kræver tilførsel af økonomi. Statsministeren har spillet ud med, at der højst skal være 14 elever i de små klasser. Det er prisværdigt, at statsministeren nu endelig for alvor vil prioritere økonomi til folkeskolen. 5 milliarder tales der om.
Men forslaget er desværre alt for centralistisk tænkt. Løsningen er ikke fysisk gennemførlig på den korte bane. Alene i Aalborg Kommune vil det kræve byggeri af 5-6 nye skoler til en pris på over 1 milliard. Og derudover er det langt fra sikkert, at lige præcis 14 elever i klassen er den bedste løsning på hver eneste skole.
Så vi må sige ja tak til de 5 milliarder kroner. Men vi vil gerne selv finde ud af, hvordan vi får mest mulig kvalitet i undervisningen for pengene.
I Aalborg Kommune skal byrådet snart i gang med at drøfte budgetlægningen for de kommende år. Her vil Radikale Venstre foreslå, at vi meget bevidst prioriterer kvaliteten i dagpasning og skolen, uanset om der ender med at komme penge fra Christiansborg.
Man kan håbe, at viljen stadig er der, når folketingsvalget er overstået, så det faktisk bliver børnenes tur til et kraftigt løft i kvaliteten. Men vi skal være parat til også prioritere det i byrådet, så vi ikke gør os helt afhængige af, hvilken regering vi får.
Radikale Venstre forsøgte på byrådsmødet i januar at få en prioritering vedtaget. Det var flertallet i byrådet ikke klar til. Men vi kan love, at sagen vender tilbage til byrådet i løbet af foråret. Børnene har fortjent løsningerne nu.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.