Per Clausen påstår, at “konservative har ondt i lobbyhåndteringen i EU” med afsæt i tre stærkt forvredne eksempler. Disse skal ikke stå uimodsagt af fakta:

For det første mener Clausen, at EU-mediet Politico selvfølgelig har ret i, at jeg har forsøgt at stoppe udgivelsen af en rapport om lægemiddellovgivningens potentielle muligheder. Intet er mere forkert! Jeg har som folkevalgt politiker al ret og pligt til at stille uddybende spørgsmål til en skatteyder-betalt analyse. Især fordi jeg sidder i panelet for Europa-Parlamentets tænketank STOA, som havde bestilt studiet. Der sidder jeg ikke kun til pynt, men for at stille kritiske spørgsmål, når dette er relevant. Rapporten drog konklusioner på baggrund af et datagrundlag og med metoder, som det er mit job at forholde mig til. Også selvom jeg forhandler lægemiddellovgivningen og i den sags natur taler med mange lobbyister og interesevaretagere. Læg dertil, at jeg immervæk uddannet inden for sundhed og har arbejdet med sundhedspolitik, siden jeg var 21 år. Den viden forpligter til at blive brugt. Havde jeg valgt at tie, ville det i andres optik end Clausens også have været forkert.

Politico, påstår Clausen, er et “anerkendt” medie. Jøsses altså! Politico lever af clicks på deres artiklers fængende overskrifter, og er ejet af Axel Springer Forlag, der er kendt for deres “smuds-metoder”, som også kan ses hos tyske BILD. Politico’s angreb på mig er i øvrigt pure tilbagevist af STOA. Men det har Clausen åbenbart ikke gidet sætte sig ind i.

For det andet nævner Clausen i sit angreb på mig, at der for et par år siden var historier ude om Danske Rederiers valgstøtte til EP-valgkampen i 2019. For det var det, det var. Offentliggjort efter reglerne for partistøtte i mit partis regnskab. Men en socialistisk kollega havde pitchet dén pikante usandhed, at valgkampstøtten var gået til mig personligt. Den historie endte hos - ja, det er næsten komisk - førnævnte Politico, der ikke gad fakta-tjekke danske partistøtteregler, men brugte mig og påstanden som click-babe. Et par måneder efter fik jeg en slatten undskyldning fra vedkommende kollega, som gav sine medarbejdere skylden for at være “lidt for hurtige på tasterne”. Suk!

For det tredje sparker Clausen i sit angreb på mig, også ud efter en af mine tidligere unge lokale assistenter. Som af Europa-Parlamentet var godkendt til at arbejde for mig nogle timer hver uge, mens han også arbejdede for et andet dansk firma, og i øvrigt passede sine studier. Ærligt talt, så synes jeg ikke, at Clausen bidrager til, at vi voksne politikere optræder som værdige rollemodeller for de unge talenter, der orker at arbejde for og med politiske partier.

Jeg har som Europa-parlamentariker fået både ros og ris. Det sidste halve år i rigelige mængder. Derfor rammer Per Clausens vilde påstande, insinuationer og spekulationer mig ikke personligt. Men at lade ham slippe uimodsagt med en tilsvining af en kollega, for at få sig et stort opsat læserbrev i avisen, er at trække min evne til overbærende tilgivelse for langt.