Leder

Kære 2021 – det er ikke dig, det er os

Vi har været sammen et år, nu er det tid til at skilles

Dagens leder er et afskedsbrev til et læringens år. Foto: Claus Søndberg

Dagens leder er et afskedsbrev til et læringens år. Foto: Claus Søndberg

2021, det er tid til at tage afsked. Du har på mange måder været et prøvelsens år, men ikke kun det. Covid-mæssigt har du været den svære to’er.

Du startede med nedlukning på grund af den britiske covid-variant. Isoleringen kunne vi blandt andet bruge på at se kongressen i USA blive stormet af rasende demonstranter, som ikke anerkendte Trumps valgnederlag, hvilket hovedpersonen også selv gjorde alt for på én gang at ignorere og omstøde. Lad os være ærlige, isolation og demokratisk nedsmeltning i en supermagt, det var ikke den bedste start.

Senere strejkede sygeplejerskerne, men fik ikke det store ud af det. Måske fordi det kom til at handle mere om løn end om arbejdsvilkår, og så løb den brede opbakning ud i sandet. Ingen kan være uenige i sygeplejerskernes vigtige rolle og at deres arbejdsvilkår skal være i orden, men handler det i stedet om lønniveau, og står man selv med et rengøringsjob eller lignende til en lavere sats, så er det mere broget.

Ud i sandet løb også vestens tilstedeværelse i Afghanistan. Efter tyve år endte det, der skulle have været en rolig tilbagetrækning med at blive et uskønt ’benene på nakken’-forløb. Missionen gjorde en forskel i de tyve år og har forhåbentligt efterladt sig værdimæssige og demokratiske spor, men helt i mål kom den umiddelbart ikke.

I mål kom COP26 heller ikke, trods en stærkt øget opmærksomhed på klimaproblemet. At formanden for mødet, Alok Sharma, ved afslutningen var rørt til tårer – og ikke glædestårer – siger det meste.

Og så har vi ikke engang nævnt #metoo.

2021, nu er det jo ikke fordi, der ikke hare været gode tider. For eksempel blev du året, hvor størstedelen af danskerne deltog i disciplinen ’oprulning af ærme iført mundbind’. Hvor et rekordstort antal vaccinationsstik blev foretaget i en fælles kamp for at stabilisere vores samfund.

Vi fandt ud af at kombinere hjemmearbejdspladser og fremmøde. Indså nye muligheder i måden at sætte vores arbejdsliv sammen på, men blev også klar over, hvor meget vi sætter pris på kolleger.

I Nordjylland gav du os infrastrukturplanen og dermed 3. Limfjordsforbindelse og andre vejprojekter i landsdelen. Med en betydelig forøgelse af mængden af asfalt på Egholm, samt en linjeføring gennem de vestlige kvarterer i Aalborg, var det en gave nogle aktivt ledte efter byttemærket på.

Der var de særlige præstationer: Casper Steinfath krydsede Kattegat på et hydrofoil-surfbræt og Stine Rex slog verdensrekorden i løb på løbebånd i 48 timer. Begge afsindige beviser på, hvad man kan opnå med menneskelig vilje. Dertil et fodboldlandshold, og ikke mindst en træner, som viste verden hvad fællesskab, handling og skrøbelighed kan udrette.

Kære 2021, det er tid til at skilles. Vi skal videre – og måske et det netop det, du på din egen, akavede måde har vist os: at vi skal bevæge os. Det handler ikke om dig, men om måden vi agerer, håndterer og flytter os på.

Tak for turen og al læringen.

Godt nytår!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden