Kameraer skal følge os i bilen

For at øge sikkerheden ventes kameraovervågning af både fører og passagerer at blive almindeligt i løbet af de næste 10 år

Illustration: Bosch

Illustration: Bosch

Af Jens Overgaard

Bilens status som det sidste fristed er truet. I forvejen betyder de nye avancerede infotainment-systemer, at bilproducenter og software-udviklere kan følge dig og høste data fra mange nye biler.

Næste skridt bliver kameraer, som ikke alene overvåger føreren men også passagererne på for- og bagsæder.

Fordelen er mere sikkerhed i trafikken for dig og dine medtrafikanter.

Vi har tidligere fortalt om nye systemer fra bl. a. Mazda og Subaru, hvor kameraer overvåger føreren og reagerer, hvis vedkommende er ved at falde i søvn eller er uopmærksom ved at kigge på sin telefon under kørslen.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Næste skridt er et mere omfattende system, som også overvåger passagerne på for- og bagsæder. Det har auto-elektronikproducenten Bosch netop vist på det store CES elektronikshow i Las Vegas, der har udviklet sig til et udstillingsvindue for ny teknologi fra bilproducenter og underleverandører.

Alvorlig baggrund

Baggrunden er alvorlig og målet ambitiøst: Den nye teknologi, som forhindrer at føreren mister opmærksomheden, forventes at forebygge tusindvis af trafikdræbte og kvæstede.

Fakta viser nemlig, at uopmærksomhed er synderen i 90 pct. af alle ulykker.

Allerede fra 2022 kræver EU, at nye bilmodeller skal have teknologi, som advarer mod uopmærksomhed og søvn som standardudstyr. Selv med en fart på 50 km/t kører bilen hele 42 meter, hvis føreren er uopmærksom i bare tre sekunder.

Her skal kameraerne spille sammen med såkaldt artificial Intelligence (AI), hvor computeren kan klare komplekse problemstillinger. Det betyder, at systemer ikke alene kan advare med en alarm, men også bremse bilen eller sænke farten, hvis føreren falder i søvn.

Vil redde liv

Udgangspunktet er meget enkelt, lyder det fra Harald Kroeger, som er bestyrelsesmedlem hos Bosch:

- Hvis bilen ved, hvad føreren og de om bord værende foretager sig, bliver kørslen både mere sikker og mere behagelig. Kameraer og AI vil betyde, at bilen redder liv, siger Harald Kroeger.

Det er systemer, som ikke alene skal øge sikkerheden her og nu men som også på sigt skal spille sammen med kommende og delvist selvkørende biler.

Her er der i de første mange år, før de helt førerløse biler kommer, nemlig lagt op til, at bilen kører selv på en vis strækning, hvorefter føreren tager over igen.

Her skal systemerne sikre, at vedkommende ikke blunder men er helt vågen, når det sker. Det sker ud fra data, som både analyserer f. eks. frekvensen af blink med øjet, og hvordan blikket normalt er i bestemte trafiksituationer. Data om føreren bliver dog ikke sendt til en tredjepart, lover Bosch.

Afslører siddestilling

Kameraerne overvåger også bagsæderne. Her kan de f. eks. fortælle, hvis børn har fået selen delvist af, læner sig for meget frem eller sidder med fødderne i en farlig position, så selestrammere og airbags ikke virker korrekt. Forældre, som lader børn vente bag i en parkeret bil, kan også overvåge dem med en app.

For førerens vedkommende kan kameraerne med ansigtsgenkendelse af sig selv indstille sæderne, rat og infotainment-systemet til personlige præferencer. De kan også bruges til øjen- eller gestikulerings-styring af infotainment-systemet.

Flere systemer på vej

- Vi kommer til at se meget mere komplekse sikkerhedssystemer i bilerne i fremtiden, vurderer Søren W. Rasmussen som er bilteknisk redaktør hos FDM og dansk repræsentant i Euro NCAP, der sikkerheds-tester biler.

- Uopmærksomhed i trafikken er et stort problem, og vi skal benytte os af de muligheder, der er. Noget af det, som kameraer kan være med til at advare om, er også om børn sidder korrekt på bagsæderne, ligesom de kan være med til at indstille bilens udstyr efter føreren, siger Søren W. Rasmussen, som dog gerne vil have lejlighed til at afprøve det nyeste system fra Bosch, før han udtaler sig nærmere om det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden