Analyse

Kan Jens Rohde trække KD ind på Christiansborg?

Jens Rohde har fået hård kritik for sine holdnings- og partiskift, mens hans gennemslagskraft er intakt, og den kan blive en af de faktorer, der gør, at KD får et godt resultat ved næste valg, skriver politisk redaktør

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4.

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4.

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og skriver klummer til Nordjyske.

Da Jens Rohde for nylig uddelte hug til V-formand Jakob Ellemann-Jensen, trak han igen overskrifter.

I et interview til Berlingske fastslog Jens Rohde, at Jakob Ellemann-Jensen lader sig trække for meget rundt i manegen af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Han gjorde det klart, at V-formanden opfører sig lige lovlig kækt, smart og arrogant. Og af samme grund er Jens Rohde skeptisk i forhold til at pege på Ellemann som borgerlig statsministerkandidat.

Undervejs fik Jens Rohde flettet ind, hvad hans parti - Kristendemokraterne - står for. Han fik fortalt om de pejlemærker, som de borgerlige partier efter hans opfattelse bør sigte efter, og han forsøgte behændigt at placere KD som fornuftens stemme på Christiansborg.

Dette er Classic Jens Rohde. Han har fortsat en eminent evne til at bryde igennem mediemuren og få sine synspunkter ud til befolkningen. Og mens Ellemann i dag må sidde og ømme sig efter Jens Rohdes udfald, kan Kristendemokraterne glæde sig over nok engang at have fået værdifuld medieomtale - hvilket langt fra er en selvfølge for et lille parti, der gerne vil i Folketinget.

Forud for weekendens landsmøde i KD har Jens Rohde også optrådt i andre medier, og hans gennemslagskraft kan blive udslagsgivende for partiet, hvor medlemmerne drømmer om, at næste valg bliver lykkens gang.

Taster man sig ind på partiets hjemmeside - kd.dk – findes en tidslinje, der går tilbage til etableringen af KD i 1970. Partiet hed dengang Kristeligt Folkeparti, og det har levet en omtumlet tilværelse. Det har oplevet triumfer med regeringsdeltagelse og ministerposter, men det har også indkasseret syngende lussinger fra vælgerne og smertelige afskeder med Folketinget.

Zoomer man ind på tidslinjen over de sidste år, er det dog tydeligt, at tonen er optimistisk. Ved valget i 2019 tog partiet et stort skridt frem. Med den nuværende formand Isabella Arendt som frontfigur blev stemmetallet mere end fordoblet, og partiet var få hundrede stemmer fra at få en plads i Folketinget. I 2020 fejrede KD sit 50-års jubilæum, igen i optimismens tegn, og i april i år meldte Jens Rohde sig ind, hvilket førte til, at KD pludselig havde en politiker til stede på Christiansborg.

Hvor vidt alliancen med Jens Rohde vil holde, ved ingen, for Rohde har været ude på lidt af en politisk rejse.

Først var han en stålsat væbner for tidligere V-formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen, som ikke ligefrem var blødsøden i udlændinge- og værdipolitikken. Så sprang Jens Rohde til Det Radikale Venstre på et tidspunkt, hvor partiet gik stejlt op imod stramningerne af udlændingepolitikken. I begyndelsen af 2021 smækkede han imidlertid pludselig med døren til de Radikale med en besked om, at partiet havde forvildet sig ud i et ”ligegyldighedens ingenmandsland” på kilometers afstand af partiets gamle glansrolle som kongemageren og midterpartiet, der kunne samarbejde til begge sider.

Jens Rohde har fået hård kritik for sine holdnings- og partiskift, mens hans gennemslagskraft er intakt, og den kan blive en af de faktorer, der gør, at KD får et godt resultat ved næste valg.

Ser vi på hans udfald mod Jakob Ellemann-Jensen, kan man roligt fastslå, at det er ret kækt af Jens Rohde at true V-formanden på et tidspunkt, hvor det stadig er usikkert, om KD klarer spærregrænsen. Men angrebet var effektfuldt, det trak overskrifter, og det rummer i øvrigt den væsentlige sandhed, at der er sat gang i et opbrud i blå blok. I målingerne ligger Venstre og de Konservative som bekendt side om side, og Jens Rohde har et skarpt blik for, at den konservative leder Søren Pape Poulsen kan vise sig at blive en mere samlende og favnende borgerlig statsministerkandidat end Jakob Ellemann-Jensen. Nøjagtig samme overvejelser har Kristian Thulesen Dahl fra DF og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Når alt dette er sagt, udgør Jens Rohde også en udfordring for KD. Hvis partiet skal have succes ved næste valg, kan Kristendemokraterne ikke alene satse på ham. Jens Rohde tiltrækker nemlig ikke kun vælgere – han frastøder også mange. Han deler i høj grad vandene, og hans opsigtsvækkende partiskift har slidt på troværdigheden i mange vælgeres øjne.

Af samme grund bliver det afgørende, at Isabella Arendt bliver mere synlig, så hun kan være med til at tiltrække hjemløse borgerlige vælgere og frafaldne radikale vælgere.

Derudover skal partiets mærkesager indenfor bl.a. børne- og familiepolitik samt miljø- og klimapolitik stå mere klart for vælgerne. Og dette kan Jens Rohde på ingen måde klare alene. Han er især god i debatter og konfrontationer med de øvrige partier, men han er ikke nødvendigvis den bedste til at præsentere den politik og det værdisæt, som KD gerne vil være kendt for.

Her og nu kan KD glæde sig over al den omtale, som Jens Rohde giver.

Men faren er, at han skygger for Isabella Arendt og KD’s samlede politik.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.