Kaptajn på gyngende grund: Sigtet for spiritussejlads
Den 42-årige thybo sejlede ind i en mole flere gange, fortæller politiet
Opdateret 27. april 2025 kl. 18:59
HANSTHOLM: Det gyngede lidt ekstra under skipperen på en fiskebåd ved Hanstholm fredag aften.
Her blev en 42-årig skipper fra Thy nemlig sigtet for spiritussejlads ved Hanstholm Havn klokken 23.45, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jeppe Holgersen.
- Det er et fiskeskib på cirka 15 meter, som ad flere omgange sejlede ind i molen på Hanstholm Havn, fortæller vagtchefen.
Klokken 23.15 blev redningsstationen i Hanstholm kontaktet af havnevagten og sejlede derfor ud for at kigge til båden.
Til at begynde med var der tvivl om, hvorvidt skibet var sprunget læk - altså om der var opstået en utæthed, hvor vand kunne trænge ind i båden.
- Det viste sig, at fiskefartøjet ikke var sprunget læk, og at det for egen kraft kunne sejle ind til beddingen for yderligere inspektion af skaderne, skriver Redningsstation Hanstholm på deres Facebook-side.
Efter at redningsstationen havde hjulpet fartøjet ind til land, blev politiet tilkaldt, og skipperen blev testet for alkohol.
Det mundede altså ud i en sigtelse for spiritussejlads, fortæller Jeppe Holgersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.