Kender du disse steder? 11 oversete perler i Nordjylland, som du kan se i ferien
Her er forfatters bedste bud på overraskende og oversete oplevelser i det nordjyske
Opdateret 27. juni 2022 kl. 14:46
NORDJYLLAND: Hvis du skal bruge sommerferien i Nordjylland, er du ikke alene.
En stor del af nordjyderne holder nemlig sommerferie i landsdelen. Det viser en ny undersøgelse fra Panel Nordjylland.
36 procent svarer, at de skal bruge hele sommerferien i Nordjylland, mens 52 procent svarer, at de skal bruge en del af sommerferien her i landsdelen. Kun syv procent af nordjyderne angiver, at de ikke skal holde sommerferie i Nordjylland - og fem procent ved ikke, hvor sommerferien skal holdes.
Panel Nordjylland består af cirka 2000 repræsentativt udvalgte nordjyder over 18 år.
Panelet er oprettet af Det Nordjyske Mediehus, og vi bruger det til at lave analyser af alle mulige emner.
Panelet bestyres af Jysk Analyse, som sikrer, at tallene er i orden, og er garant for panel-deltagernes anonymitet.
Undersøgelsen er foretaget fra 30 juni 2021 til 6. juli 2021, og 1479 medlemmer af Panel Nordjylland har deltaget.
Derfor har Nordjyske allieret sig med forfatter Britt Nørbak for at få hendes bud på de attraktioner, der måske ikke lige står på de første sider i turistbrochurerne. I juni udgav Britt Nørbak bogen "111 steder i Nordjylland, som du skal se". Britt Nørbak har selv besøgt og fotograferet stederne.
Blandt de 111 steder, som bogen handler om, har Britt Nørbak nøje udvalgt 11 oversete steder i Nordjylland. Fælles for alle stederne er, at hun ikke selv havde besøgt stederne, før hun skrev bogen.
1. Apotekersamlingen i Aalborg
Under loftet i Jens Bangs Stenhus kan man få sig en anderledes oplevelse med krukker, glas, emballage og møbler fra apotekerhistorien i Aalborg. Svaneapoteket lå i stueetagen fra 1665 og frem til 2013 - og gennem årene er loftet blevet brugt til opbevaring, men er nu blevet omdannet til museum.
- Det er det tætteste, jeg har været på at være inde i troldmandens værksted, siger Britt Nørbak.
For at få den imponerende samling at se, skal man booke en rundvisning hos Nordjyske Museer - hvor man får historien om de sære og forunderlige lægemidler, som er blevet brugt gennem historien.
2. Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn
I forlængelse af Nordjyllands Kystmuseum ligger Bangsbo Botaniske Have. Det er en imponerende park med bænke, plæner og masser af forskellige bede og planter.
- Haven er slet ikke så besøgt, som den burde være. Der er mange forskellige bede, og der er lavet en bjergvæg af norsk granit, og man har importeret planter fra Norge. Derudover er der mange kunstværker fra lokale kunstnere. Og så har de en vidunderlig rosenhave.
I øjeblikket er man i gang med at etablere et anlæg med vilde planter i den botaniske have.
3. Det Bruunske Kapel på Gjøl
Det Bruunske Kapel på Gjøl ligger skjult i en lille skov. Inde i det gule kapel ligger godejerparret Bruun begravet. Foran kappellet er der to høje, hvor det siges, at godsejer-parrets heste ligger begravet. På højene er der to mindesten med en hilsen fra befolkningen i området. Så selvom stedet måske ikke ser ud af meget, gemmer det på mange interessante historier.
For at komme ind i kappellet, skal man have udleveret en nøgle af graveren ved Gjøl Kirke:
- Jeg kom helt ud på eventyr, da jeg fik udleveret en Harry Potter-lignende nøgle af graveren. Hvis man kan se det store i det små, er det en fantastisk oplevelse, siger Britt Nørbak.
4. Fun-Park i Hirtshals
På besøgslandbruget Fun-Park i Hirtshals er der mulighed for at komme tæt på forskellige dyr. Der er mange forskellige dyr - lige fra krondyr til vaskebjørne og kaniner. Der er også et udvalg af aktiviteter, såsom bueskydning og en stor udendørs legeplads.
- Allan, som har stedet, har en kæmpe viden om dyrene. Man kan køre rundt i et virkelig nuttet tog, hvor man får en pose daggamle rundstykker med - og så stopper toget på strategiske steder, og her kan man håndfodre dyrene. Det er sjovt - både for børn og voksne, siger Britt Nørbak.
5. Glasgården i Thise
Hvis man er til pynt og nips, er Glasgården i Thise et besøg værd. Her bliver der arbejdet med genbrugsglads - for eksempel fra gamle vinduer. I butikken er der en stor udstilling.
- Indehaveren laver de fineste navneskilte. Det er den perfekte gave til de, man ikke ved, hvad man skal give, siger Britt Nørbak og fortsætter:
- Stedet ligger ude på landet, og der er både dådyr og shelter. Hærvejen går lige ved siden af, så der kan de, der vandrer, også overnatte.
6. Glocal art i Dronninglund
Ordet "glocal" er en sammentrækning af lokal og global, og det beskriver godt, hvilken kunst der er hos Glocal Art. Her kan man nemlig se afrikansk kunst, og galleriet er ifølge Britt Nørbak et besøg værd.
Galleriindehaveren har i forbindelse med donation af skolemøbler fået flere forbindelser i Afrika og har derigennem fået kontakt til afrikanske kunsthåndværkere. Når der bliver solgt kunst fra Glocal Art, går betalingen direkte til kunstneren, og dermed støtter galleriet beskæftigelsen i Afrika.
7. Hama Safaripark i Nykøbings Mors
Foran perlefabrikken Hama kan man se både elefanter, chimpanser, zebraer og løber - lavet i perler. Her er der gratis adgang - og udstillingen varierer en smule efter sæson.
- Der skal 200.000 perler til at lave en giraf. Det er et fint sted at besøge - især for de små, siger Britt Nørbak.
8. Palmestranden i Frederikshavn
Om Palmestranden i Frederikshavn er en overset perle kan nok diskuteres.
- Det trækker faktisk mange turister til byen, men jeg er i tvivl om det er et sted, som nordjyderne besøger.
Men det fungerer med den caribiske stemning i det kolde nord, lyder vurderingen fra Britt Nørbak. Hun fortæller, at der sidste år blev sat 300 palmer op på stranden - og der er både beachvolley og beachbar.
9. Store Blåkilde ved Arden
Store Blåkilde er en bassinkilde ved Rold Skov. Og der bobler der azurblåt vand ud. Det er især vandets blå farve, som gør kilden til et spektakulært syn.
- Det ser fantastisk ud. Når jeg har sendt billeder til venner og familie, så spørger alle, hvor jeg er henne på ferie.
Man skal gå en del for at komme til Store Blåkilde, så stedet egner sig ikke til gangbesværede. Kilden er fredet.
10. Sølvskatten fra Bogøgård
Der er mange gode oplevelser på Læsø, men en af de mere oversete af slagsen, er sølvskatten fra Bogøgård.
I 1982 slår gårdejer Holger Petersen en spade ned i jorden og rammer en lerkrukke - og pludselig vælter det ud med sølvmønter. I første omgang troede Frederikshavns Politi ikke på ham, men da Nationalmuseet fik mulighed for at kigge nærmere på fundet, fandt man 1857 mønter. De ældste stammer tilbage fra 1672.
Hvis mønterne måtte sælges i dag, ville de have en værdi på over 23 millioner, fortæller Britt Nørbak. I 2017 kom sølvskatten tilbage til Læsø og er nu udstillet i Museumshuset i Byrum.
11. Thingbæk Kalkminer ved Gravlev
Thingbæk Kalkminer er en nu nedlagt kalkmine og danner i dag rammer om en skulpturudstilling under jorden. Der har været åbent for besøgende siden billedhugger Anders Bundgaard i 1935 anbragte sine originale gipsfigurerer i grotterne.
- Det ligner en scene i Indiana Jones, siger Britt Nørbak og fortætter:
- Fornemmelsen af, at der er koldt, mørkt og det drypper er helt fantastisk.
****
Husk at tjekke åbningstiderne hos de forskellige attraktioner på deres hjemmeside eller facebookside. Derudover ligger de fleste af de 11 attraktioner i forlængelse af andre spændende steder, så man kan kombinere en rundtur i det nordjyske.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.