Kig op fra regnearket
SUNDHEDSVÆSEN: Systemtænkning inden for sundhedsvæsenet ødelægger økonomi og patientbehandling.
Med voldsomme mavesmerter blev jeg akut indlagt på Hjørring Sygehus op til weekenden i uge 27.
Efter diverse undersøgelser blev det fastslået, at jeg havde et galdestensanfald.
Det førte til en indlæggelse på kirurgisk afdeling. Her blev jeg på stuegangen næste dag rådet til at få galdeblæren fjernet med det samme. Operationen skulle ske mandag i uge 28.
Jeg kunne fuldt udredt tage hjem til mit sommerhus fredag formiddag med smertestillende medicin.
Hele forløbet havde indtil nu været en skrækkelig oplevelse af smerte, men en positiv oplevelse af et stærkt fagligt personale, der ville mig det bedste.
Kort efter hjemkomst til sommerhus ringes jeg så op af overlægen, der meddeler mig, at min operation mandag er aflyst, og at hun vil henvise mig til Region Midtjylland, da min sygdom ikke er akut mere. Jeg har aldrig i forløbet mødt denne overlæge, hun har altså ikke set mig som patient.
Hvorfor griber overlægen så ind i mit behandlingsforløb? Hun er jo enig i, at galdeblæren skal fjernes! På denne måde underkender hun jo også sine ansattes faglige beslutning!
Jeg kan kun se en årsag: systemtænkning.
Region Nordjylland - Hjørring Sygehus slipper for udgiften til operationen. Det er altså en regnearksbeslutning. Region Nordjylland har ellers mottoet – i gode hænder. Det var jeg også, indtil jeg stødte ind i overlægens systemtænkning.
Tankegangen bag beslutningen om at aflyse min operation er i princippet den samme, som lå bag kræftsagen i Aarhus. Lokale penge før patienten.
I denne sygdomshistorie ligger der nogle stærke argumenter for at afskaffe regionerne. Danmark er for lille et land til en så småtskåren kassetænkning. Patienterne lider under den, og samfundet som helhed mister penge på den, for nu starter jeg forfra på hele forløbet i Aarhus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.