Regeringen og støttepartier enige om genåbning af Danmark

Enighed mellem regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten

Fra mandag kan der atter handles i udvalgsvarebutikker under 5000 kvadratmeter. Arkivfoto: Torben Hansen

Fra mandag kan der atter handles i udvalgsvarebutikker under 5000 kvadratmeter. Arkivfoto: Torben Hansen

DANMARK:Regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten er onsdag formiddag nået til enighed om en genåbning af samfundet.

Klokken 11 blev aftalen præsenteret ved et såkaldt doorstep. Samtidigt har Statsministeriet indkaldt til pressemøde, som begynder klokken 17.30. Her vil statsminister Mette Frederiksen være til stede - det var hun ikke, da aftalen blev præsenteret klokken 11.

De nuværende coronarestriktioner udløber i denne uge, så lempelserne vil gælde fra 1. marts.

Regeringen og støttepartierne har lænet sig meget op af en ekspertgruppes anbefalinger til en genåbning.

Udvalgsvarebutikker såsom tøjbutikker op til 5000 kvadratmeter kan genåbnes i hele landet.

I Nordjylland kan afgangselever i grundskoler, på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser komme tilbage hver anden uge.

Desuden bliver der lempet på forsamlingsforbuddet ved udendørs foreningsaktiviteter fra fem til 25 personer.

Her er aftalen

* Udvalgsvarebutikker under 5000 kvadratmeter kan genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav. Udvalgsbutikkerne i storcentre skal stadig holde lukket.

* Udvalgsvarebutikker på over 5000 kvadratmeter eller derover kan holde åben mod tidsbestilling. Dette var ikke en del af Indsatsgruppens indstilling.

* Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om en negativ test, der er højest 72 timer gamle.

* Forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra 5 til 25 personer. Indsatsgruppens indstilling var, at loftet hæves til 20 personer.

* Samme genåbning som i Nord- og Vestjylland kan blive udvidet 15. marts "hvis smittesituationen muliggør det".

For landsdelene Vestjylland og Nordjylland bør:

* Alle afgangselever i grundskoler, på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser komme tilbage hver anden uge under forudsætning af test to gange om ugen.

* Efterskoler genåbner med fuldt fremmøde ud fra en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger beskrevet af Sundhedsstyrelsen.

For Bornholm gælder:

* Grundskoler, efterskoler og klubtilbud genåbnes for alle elever. Der vil blive særligt testtilbud med mere skånsomme testtyper.

* Alle øvrige uddannelser - både ungdoms- og voksenuddannelser - genåbnes. Herunder videregående uddannelser og højskoler. Her vil der være krav om to test om ugen.

* Liberale serviceerhverv genåbner med krav om mundbind og dokumentation for en negativ test, der er højest 72 timer gammel.

* Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer.

Alle andre coronarestriktioner forlænges til 5. april.

Kilde: Justitsministeriet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.