Knaldhårdt - og vildt melodiøst
Opdateret 23. marts 2026 kl. 12:55
KONCERT
Carpark North
Fra gang til gang glemmer man, hvor massivt hårdt Lau Højen og resten af Carpark North spiller. Og hvor voldsom en mur af tung heayyrock, bandet kan nå at få rejst.
Og hvor megen desperation, der gemmer sig inde bag flere af numrene.
Den eneste dansksprogede sang på repertoiret, "Håb" (om først og fremmest sorg), rummer stadig en del chokeffekter i skikkelse af en nærmest brutal brug af rockguitar i de lange passager mellem versene.
Men det melodiøse følger dem hele vejen. Det er tungt og hårdt - men det bobler også frem med uimodståeligt gode melodier over alt, også i den helt nye, muligvis med titlen "If I Were Your Kid" og båret af lidt lettere popfornemmelser end flere af Carpark Norths andre sange.
Det kører for bandet. Hele bandet. Frem til en særdeles vital trommeslager, Morten Thorhauge, til lige at banke sidste ekstranummer, den stolte og usædvanligt flotte "Transparent and Glasslike", ordentligt på plads, efter at bandet og publikum har vredet nærmest alt ud af den i alle afskygninger af åh-uh-åh-koret. Men den kan tage det!
Undervejs har Carpark North også nået at forgribe sig - på den bedste måde - på blandt andet Pink Floyds "Another Brick in the Wall", spillet med stor spændstighed, som var den skrevet og indspillet af et helt anderledes hårdhændet heavyrock-band. Og - med stort overskud - blandet med Eurythmics' "Sweet Dreams Are Made Of This". Og meget andet.
Netop stort overskud lyser ud af Carpark North fra start til slut. Ikke noget med at stå og fedte med tingene.
Men Nibe betyder også noget særligt - det var festivalen, der fik bandet op på en større scene inden det helt store gennembrud, og dén oplevelse blev trods alt til endnu en formfuldendt stortræffer, "The Best Day of My Life"...
Carpark North på Store Scene på Nibe Festival torsdag aften.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.