Ingen over og ingen ved siden af "Barndommens gade" fra 1986 og "Tusind stykker" og "Forårsdag", begge fra 1988.

Anne Linnet gør det bestemt ikke nemt for sig selv ved at slutte af med tre af de absolut mest skarpslebne diamanter fra en nærmest bundløs mine af gode sange.

For midt i euforien over at få endnu et genhør - særdeles smukt sat i ramme af en yderst velspillende Jesper Bo Hansen ved tangenterne og en mindst lige så yderst velsyngende Julie Lindell som korsanger - sidder man og kommer i tanker om, hvor smukt og formfuldt det er. Sammenlignet med i det mindste noget af det nyeste.

Ikke færre end 50 nye (i nogle tilfælde dog genfundne) sange har Anne Linnet udgivet på det seneste, omhyggeligt samlet i fire næsten lige store bunker under temaerne "tro", "håb", "sorg og savn" og "kærlighed".

Ikke så meget som én eneste mindre heldig og mindre gennemtænkt melodi har Anne Linnet på repertoiret.

Hun er virkelig en melodimager af rang. Uden mindste besvær - men til gengæld med stort talent - skifter hun mellem pop, vise, vals, højskolesang, gospel og et enkelt sted en sang med en pudsig puls af spilledåse. Hun kan fremtrylle melodier, som man synes at have kendt altid - uden at de nødvendigvis forekommer forudsigelige. Snarere logiske.

Til gengæld kan man godt fornemme, at hun sprogligt er blevet en anelse mere magelig. 

Lige så høje krav hun tydeligvis stiller til sine melodier, lige så hurtigt stiller hun sig i nogle tilfælde tilfreds med sine tekster, hvor det ind imellem virker, som om ideerne er sluppet op omtrent halvvejs.

Flere af de nyeste sange rummer derfor en hel del gentagelser af de samme linjer og undgår ikke det lidt stillestående.

Men når hun så til gengæld slår til i såvel ord som toner, bider hun virkelig fra sig, først og fremmest i den ret salmeprægede "Tro for to" om at komme så meget i tvivl, at den ene i et forhold er nødt til netop at tro for begge i forholdet.

Et par af de nyeste sange lyder, som om de nærmest af sig selv skriver sig direkte ind i næste udgave af Højskolesangbogen. Først og fremmest med den på én gang triste og sært trodsige "Måske jeg dør i nat" båret af et umiddelbart højst aparte budskab om, at det - hvis man skal holde modet oppe hos sig selv - godt kan opfattes som en kærlighedserklæring, når en af éns allerkæreste dør, inden man når at komme til stede.

Flere steder er Anne Linnet virkelig ude på dybderne - så meget, at hun er nødt til at spøge med det selv ved at meddele, at man efter en sang om døden godt kan trænge til noget opmuntrende, "så her kommer en begravelsessang"...

Det kunne nemt være endt som en (lidt for) trist aften, selv på "en forårsdag, hvor solen bare skinner", hvis ikke Anne Linnet & Co. hen imod slutningen pludselig nærmede sig publikum mere ved at appellere til større medleven (og fællessang) med tre helt oplagte skud at gå hjem på. 

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Anne Linnet på Skråen i Aalborg fredag aften.

Dem sang Anne Linnet:

Tung som en sten.

Her i dine hænder.

Holder jo om dig.

Tro for to.

Alt det go'e bli'r tilbage.

Måske jeg dør i nat.

På en dag hvor solen skinner.

Det er med hjertet man kan se.

Størst af alt er kærlighed.

Tilgivelse.

Danmark.

Barndommens gade.

Tusind stykker.

Ekstra:

Forårsdag.