Mennesker og hverdag ‑ Corona

Kokkeeleverne har en fest: - Hellere lave mad end sidde derhjemme og blive trist over nyhederne

Fem aalborgensiske restauranter har slået sig sammen om at lave takeaway for at formindske tabet under krisen. Kokkeeleverne elsker det, for så slipper de for at grave sig ned med dårlige nyheder derhjemme

Der er stadig plads til smil og klassisk kokkejargon her i krisetiden. Her er det dagens ret, der skal ud til en sulten nordjyde. På billedet er det fra venstre, Heisam Abdul Muhammed Ali, (Smaek), Daniel Hansen (Menendez), Mathias Benjamin Andersen (Nam) og Alexander Solvang (Applaus).  Foto: Peter Broen

Der er stadig plads til smil og klassisk kokkejargon her i krisetiden. Her er det dagens ret, der skal ud til en sulten nordjyde. På billedet er det fra venstre, Heisam Abdul Muhammed Ali, (Smaek), Daniel Hansen (Menendez), Mathias Benjamin Andersen (Nam) og Alexander Solvang (Applaus). Foto: Peter Broen

Dagens ret på en tirsdag er bøfsandwich med tyk brun sovs og stegte kartofler. Eleverne fra Nam, Menendez, Applaus og Dejavu er samlet på Restaurant Smaek og gået sammen for at styre restauranternes fælles takeaway-initiativ. For eleverne er det rart at have noget at holde hovedet beskæftiget med.

- At holde åbent er helt sikkert den bedste løsning for mig, for når jeg arbejder, så glemmer jeg lidt krisen. Det er svært at spekulere over corona, når jeg laver mad, siger kokkeelev Mathias Benjamin Andersen på 26 år.

- Hvis vi ikke holdt åben, så ville jeg læse mig skør i alle de dårlige nyheder om corona, der kommer hele tiden, siger han.

Til daglig arbejder Mathias på Nam, hvor det mest er asiatisk inspireret mad, der ryger ud på bordene. Men i denne tid er maden dansk kromad og ryger i stedet ned i poser. Ikke noget der giver den store fortjeneste, men noget til at mindske underskuddet på den anden side, lyder det fra medejer af Smaek, Mads Hyllested, der er ejer af Applaus og Dejavu.

- Alt er overlevelse, så dette her er desværre ikke en god forretning for os. Men det giver os noget at stå op til om morgenen, og vi gør noget sammen. Og det er jo ikke fordi, der sker noget ude i samfundet, vi går glip af, griner Mads Hyllested.

I stedet er der en god stemning inde i køkkenet. Eleverne kender efterhånden hinanden godt, da ejerne er gode til at bruge hinandens flere steder.

- Det er supersjovt at være på arbejde, for vi kender jo hinanden også fra forskellige skoleophold. Og der er næsten ingen forskel på den lumre kokketone, som vi har til dagligt. Vi skal bare huske vores arbejde og ikke falde i staver, så sovsen brænder på, siger Mathias Benjamin Andersen.

Bøfsandwich med sovs. Foto: Peter Broen

Bøfsandwich med sovs. Foto: Peter Broen

Det kan godt være, de ikke falder i staver, men det er ikke sikkert, løsningen med takeaway varer ved.

- Det tager hårdt på os, det her. Både fysisk og psykisk, og vi ved ikke, hvor længe vi kan blive ved. Giver det overhovedet mening, spørger Mads Hyllested, der så vender blikket mod sine kokkeelever.

- Vi har jo en rigtig god stemning og får positive vibes fra folk. Så bare det at stå op om morgenen er både mentalt og moralsk godt for os alle, siger Mads Hyllested.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.